Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

[Budapest,...] Søndag. 4.12.1904.

Ja, kære Nini, saa er vi i Budapest ‒ i Grand Hotel Hungaria, hvor Guld og Marmor har indgaaet en pragtstraalende Forening. Foran mine Vinduer ligger Donau, kantet med Paladser. Jernbroer i svungne Buer fører over den.... Jeg har jo før været i Budapest. Men Byen bliver alt skønnere. Og dens Luft er klar og om Aftenen tændes et Væld af Lamper.... Jeg siger paa denne Rejse Farvel til den vide og dejlige Verden. Hvert mit Blik og hvert mit Skridt er et Farvel. Selv om jeg levede, vilde jeg jo for Fremtiden ikke være velhavende nok til at gensé Europa og dets store Stæder. Og ‒ det kan saamænd ogsaa være det Samme.

Paa Torsdag tager vi til Bukarest og derfra til Belgrad ‒ maaske til Sofia. Rejser i Europa er jo ikke Rejser. Vi fløj fra Wien til Budapest paa fire Timer ‒ i vanvittig Fart. Og alle de Rejser, som staar tilbage, tager jeg om Natten, saa mærkes Turen slet ikke: Sovekahytterne er saa gode, som laa man i sin Seng.

Mange Hilsener til dig og den Adrætte

fra

Herman.