Torsdag.

Kære Heise.

Jeg vilde være kommen til Dem idag. Men min Angst er altfor stor til iaften og jeg har ogsaa hostet mig altfor træt inat. Paa den anden Side kan Tingen ikke opsættes. Derfor skriver jeg. Det er maaske ogsaa lettere for Dem at svare paa et Brev. Jeg skal jo rejse paa Lørdag Aften og jeg maa rejse ‒ for det første, fordi min Rejse er »annonceret« og vi er bundne af den Slags Annoncer; for det andet, fordi det maa forsøges, om nye Indtryk kan gøre mig lidt raskere, ti (Dem kan jeg sige det) jeg er i Hovedet langt fra, meget langt fra at være rask.... Men, det var for Indtægterne af de tre Oplæsninger, jeg hovedsagelig skulde rejse og de to er slaaet fejlN....

Altsaa ‒

Nu spørger jeg Dem, om De kan laane mig sekshundrede Kroner at afbetale af Indtægterne fra min Afskedsrejse gennem Landet. Men, vel at mærke, kære Heise ‒ og dette maa De ikke misforstaa ‒ jeg har underrettet min Impresario, Hr. Fritz Petersen N, om dette, og, hvis De kan gøre mig denne store Tjeneste, da kommer Fritz Petersen til Dem for at foreslaa Maaden, hvorpaa Laanet kan fradrages de daglige Indtægter paa min Rejse, der jo begynder tredje Januar, hvis jeg lever. Ser De, kun paa denne Maade er det migA muligt at bede Dem. Jeg skylder Dem jo allerede saa mange Penge.... Tilgiv, at jeg overhovedet kommer til Dem, der iforvejen har saa meget at tænke paa. Men det er saa faa Mennesker, som jeg regner for at staa mig nær. Det maa være min Undskyldning.

Ja ‒ saa skal jeg iaften »læse« for sidste Gang i denne ByN. Lidt underligt er det at tænke paa. Men dog er jeg glad derved. En stor Byrde vil være taget fra mig, naar al denne Optræden er slut og for bestandig forbi.

Mange Hilsener til Fru Heise fra

H. B.