Hotel Royal. Aarhus.

Lørdag.

Min Ven.

Houmark skriver, at "Maria Theresia "N maa betragtes som faldenN .... Jeg indsér saa godt, hvad det pekuniært betyder ... Eller maaske indser ingen af os to det, fordi Nansen skjuler alting for godt. Desværre. Men, trods alt, kan jeg ikke føle nogen Sorg ved, at De ikke, i en lang Uendelighed, skal spille det Stykke – "den Komedie". Aa, min Gud, hvor lumpent og elendigt er dog ikke hele denne Livskarussel indrettet ... Hvor lumpent og ti Gange forrykt falder dog ikke alting ud ... Man véd ingen Trøst at bringe hinanden – – Men, staar De op om Morgenen? Saadanne praktiske Ting er det eneste, der hjælper. Og de hjælper ikke meget ..... Hvad nu? Har Hr. Poulsen N sendt sin Opsigelse? Det maa han vel have gjort. Hvis han ikke har bestemt sig om .... hvad jeg frygter. Ti en Fortsættelse af dette er umulig. Jeg véd ikke, hvad Fremtiden skal blive. Men der kan kun blive en Fremtid, naar dette bliver helt forbi. Det er sikkert.

Gid De vilde skrive til mig. Et Brev vil Mandag og Tirsdag træffe mig i Aalborg (Beyers Hotel). Gid De vilde skrive derhen. Blot faa Ord. Vi gamle Mennesker, som ikke har ret meget at tænke paa hvad os selv angaarA, vi har Tid at tænke paa vore Venner, og siden den sidste Aften, jeg var i "48"N – tænker jeg meget paa Dem. Uha, "Aanden fra 48"N – det isner i mig at mindes den.

Jeg ønsker Dem saa meget Godt – – og véd, at De har det meget ondt. Uha, uha – –

Herman.