7.2. 1905.

Min kære Ven.

Hvis De er fortumlet, blev jeg det ved Deres Brev ikke mindre. Men jeg tror det, oprigtig talt, ikke. Det maa være Løgn og DigtN. Saadan noget er umuligt. Hr. Adam Poulsen kan dog ikke rende til det Teater. Men ellers er det maaske sandt, at de andre kan faa en Bevilling. Men hvor faar de et Teater? Medmindre det er Dagmarteatrets Bevilling, som de faar? Hvad i al Verden er der nu at gøre? Naar Fritz Petersen har faaet Kasino – hvad han igaar telegraferede – saa kan han jo ikke lede Turnéer. Og hvad saa? I hvert Fald – gaa til Bergen. For at spille, for at tjene – og for at puste. Og dernæst til Stockholm og Helsingfors. I Helsingfors kan meget tjenes og – meget vindes.

Ja – jeg skriver ikke mere. Ti udover det praktiske véd jeg intet at sige. Jeg véd saagar ikke en Gang, hvad jeg skal tænke ..... Men Livet er virkelig smukt og fuldt af Troskab og Højsind og alt, hvad ædelt er. PrositN.

Hvad mig angaar, har jeg nu kun halvtredsindstyve Byer tilbage – –

Herman B.