7.2.1905.

Min kære Houmark.

Naar jeg saa sjældent skriver, er det kun, fordi jeg ‒ som naturligt maa være ‒ er saa urimelig træt. Det Hele er Jernbane, Ankomst, Tribune og atter Jernbane. Den tilhørende Jubel interesserer mig ikke. Derimod Pengene. Og tilsist maa det vel blive til Penge. Rigtignok ‒ til mig bliver der ingen. Men der bliver jo til AxelN, til »25«N, til IvarN og... de andre. Iøvrigt er Stemningen ganske sikkert overvældende og paalidelig. I mine Bøger maa der blive rømmet godt opN ‒ ‒

Og ellers? Intet. Slet intet. By efter By. Kun By efter By.

Hvordan gaar det med »Tjeneren«?N Fik De Brevet med Avertissementet?N Svar mig paa det, Adresse Svendborg, Wandahls Hotel. For Tingen begynder at have Hast. Og skriv et langt Brev. Jeg længes derefter.... Min Rejse varer vist til første April ‒ ‒ Ja, saa længe ‒ hvis jeg holder til det.

Fru Holst har ligget. Det er Influenza og ‒ Julen. Verden er grinagtig.

Altid Deres Ven

H. B.

Hvad det nu skal blive til med NansensN ‒ det kender Gud.