Marienlyst. Onsdag.

Min egen Bertha.

Naar jeg saa altfor længe ikke har skrevet, er det ikke, fordi jeg ikke har tænkt paa dig ‒ og hver Dag. Men jeg har, efter de uhyre Anstrængelser, som jeg har underkastet mig, selv været meget syg ‒ uden at nogen har maattet vide det.

Min egen, kære Bertha, jeg forstaar, hvad du nu lider. Men over Sygdom er jo ingen Herre. Og nu maa du kun tænke paa en Ting: at blive rask. Naar du er blevet rask, maa vi tænke paa hele Fremtiden. Foreløbig skal jeg det lidt, som jeg kan, hjælpe MetaN. Og paa Lørdag skal jeg sende dig de første Penge til hende. Men, min egen Ven, jeg frygter for, at du i din store Kærlighed har forvænnet hende, saa hun er blevet en daarlig Økonom ligesom jeg. Og vi maa alle vænne os til en bedre Økonomi, det vil sige, en bedre Orden. Men, som sagt, det maa komme. Nu skal du kun tænke paa at blive rask. Mens du bliver det, skal jeg betale for Meta, hvad jeg kan.

Og tænk saa paa, at alt dette er noget, som gaar over, saasnart du atter er rask. Og du bliver helt rask, naar du selv fast vil. Paa Lørdag sender jeg dig de første Penge til Meta.

Altid Din

Herman.

Dette véd naturligvis ingen.