13.9.1906.

Kære Ven.

Jeg var s'gu ikke "ophidset", fordi du ikke svarede. Men "Direktøren"N satte mig jo Kniven paa Halsen.

Men om det skriver jeg til din Kone.

Nu digter jeg, saa det fyger. Paa Søndag afsender jeg en stor PortionN. Mon jeg ikke skulde "knibe" den en Gang til? Jeg synes dog, det "lever" nu. Det er altid, naar jeg sidder i disse Huller og slet ikke taler. Saa gaar det bedre. Men hvor længe kan jeg siddeA her? Baade for Teatret og for Pengene – – Men færdig skal og vil jeg være – om ikke for andet, saa for din Skyld. Jeg vil ikke have, at du skal have Ubehageligheder for min Skyld – –

Mange Hilsener.

Din

Herman B.

Her lider jeg af tyndt LivN, mens jeg skriver. I KhavnN var det Opkastninger. Tyndt Liv er dog bedre. Men en Ulykke kan ske. I den Anledning digtede jeg iforgaars følgende lille Vers til mig selv, i hvis barnlige Poesi du kan delagtiggøre din Frue

At gøre i sin Buks

det er ilde.

Lille Luks, lille Luks,

der tør man ikke spilde.