Randers. 15.9.1906.

Min kære Houmark.

Deres Brev har meget bedrøvet mig. Det gaar dog ikke an, at De borer og borer Dem ind i alle disse Vildfarelser.

Lad os dog seA paa det.

Nu først Deres BogN. Hvor mange Gange har jeg dog ikke sagt og bevist Dem, at jeg har ikke »dømt den«. Ingen kan mere end jeg være overbevist om Evnen, hvormed den er skreven ‒ hvis den Bog i dette Øjeblik skal skrives af nogen. Men betragter De det som en Mission, saa skal De naturligvis gøre den færdig.

Deres Talent har jeg aldrig tvivlet om. Kun det formaalstjenlige for Dem og »Sagen« sætter mig i Tvivl. Da Stellan N havde skrevet »Synden«, var det de samme Tvivl, som ledede mig til at faa ham fra at udgive den.

Dernæst: hvad vil det sige, at De har givet Journalistiken alle Deres Muligheder? Nu er De jo ikke mere dum nok til at slide Dem helt op. Og den Dag, De ganske roligt satte Dem hen og skrev en ironisk Roman, vilde De være sikker paa Deres Sukces. Det er min oprigtigste Mening.

Men det haabløse er, at man kan blive ved og ved at tale Fornuft med Dem. De giver En Ret og begynder næste Morgen forfra, hvor De slap.... Der har De Ondets Rod og denne Rod har atter sin Vækst i Deres særegne Dovenskab, som hyller sig ind i Deres Træthed som i Vat... Jeg maa sige det. Ti De træner ikke Deres Hjerne paa nogen klog Maade. De skulde fordre mere af den, naar De var vaagen, og saa efter Arbejdet strax atter lade den hvile i et Par Timers Søvn ‒ De, som kan sove.

Ja, min kære Ven ‒ det var, hvad jeg havde at sige. Gid det vilde frugte noget, at jeg har sagt det ‒ ‒ én Gang til.

Herman B.

Og dette med, at De er blevet gammel, er jo det rene VaasN. De er midt op i Mandens skønneste Alder. Ja saagu!