N. Søgade 41.

Lørdag. 1ste Dec. 1906.

Kære Herman Bang

De ved jo saa godt, at hverken jeg eller nogen anden i denne Tid kan bære Byrden for Dem ‒ ikke engang lette den. Men alligevel synes jeg, det er mig en hellig Pligt, at lade Dem forstaa, hvor uendelig kær De er os, hvor vi holder af Dem med det bedste og det dybeste, vi ejer.

Nu ønsker jeg igen, som saa ofte før, at De var min Broder, da kunde jeg tvinge Dem til at tage mod det Venskab og den Kærlighed, De ellers vægrer Dem ved at tro paa. Da kunde jeg maaske ogsaa pludre Dem i Ro, naar Deres egne Tanker gaar Bitterhedens rastløse Veje.

Vi har siddet her iaften, tre Mennesker, min Mand, den unge Peter Urban GadN og jeg, og bedre kan Tale ikke falde, end den faldt om Dem. Vi sørger hele Dagen og vaagner til ny Sorg for Deres Skyld. Vid det.

Og uvilkaarligt former der sig det Spørgsmaal: Kan vi da sletintet gøre for den Mand, som vi elsker, som vi højagter, den Mand, der lærte os at agte paa Menneskers Hjerte og ikke deres Forstand, den Mand, der gav os mere, end vi nogensinde evner at betale ham tilbage ‒ kan vi da sletintet gøre?

Hvis det lod sig ordne med at bære Jernbyrd, som i gamle Dage, ja, Herman Bang, da vilde De faa at se, at blandt Danmarks Mænd og Kvinder var der Hundred, ja Tusind, som villigt rakte Haanden frem og bar det glødende Jern for at bevise Deres Uskyld. Men saadan er ikke Tiden mere, den er ond og haard, den er grusom.

Jeg tror, jeg tror, at af de mange, som i denne Sag dumt og smaaligt, fejgt og lumpent, falder over Dem, er der ikke én, hvis Samvittighed er ren. Jeg tror, at hvert Menneske har sin forborgne sørgelige Synd, hos en er det Misundelse, hos en anden Skinsyge, hos en er det Gerrighed. Hvad det gælder er vel det, om man ellers har sin Sjæl i Behold. Og det har De, saasandt noget Menneske har det. De har lidt mere end de fleste, derom vidner hver Linje, De har skrevet ‒ og derfor er der ogsaa mere Tilgivelse for Dem end for de fleste.

I mine Øjne er den Mand gemen, hvis Tanker og hvis Blik er gennemsyret af letfærdig Lystenhed ‒ aldrig den Mand, der kæmpede, selvom han ikke sejrede.

Lad mig sige Dem, at min Mand her, hvis der kan gøres noget, gør det, om han saa for nu og alle Tider satte sit »Navn« og sin ydre »Ære« paa Spil. Han hører til de faa, der er modige i stor Forstand.

Lad være med at finde mig paagaaende, at jeg overhovedet skriver til Dem uden Omsvøb. Jeg kunde ikke tie.

Men nu noget andet. De maa ikke synke sammen. De har ingen Grund dertil, De har ikke Lov dertil. De har skænket Deres Folk og Deres Land saa rige og saa gode Gaver, at De kan gaa med hævet Hoved, om saa den hele Pøbel peger Fingre.

Aldrig har noget saaret mig i Hjertet, som Joh. V. Jensens hæslige OverfaldN, og mest, fordi han ikke er, som han lader. Han har alle Dage været i Splid med sit eget Sind, hans Følsomhed har forbitret ham Tilværelsen, saa harA han stængt den inde og forhærdet sig i en Haardhed, der er falsk. Ikke skulde det undre mig om han, som JudasN, gik hen og græd, da han havde solgt Dem.

Jeg har aldrig turdet bede Dem om at gæste vort lille Hjem. Jeg mente, De var saa forvænt og forfinet, at De vilde spotte den Menage, som vi er saa tilfredse og lykkelige ved, men nu ‒ nu tør jeg. For nu véd jeg, at De føler Dem ensom, og for den Ensomme er Hjemmet dog det største. Kommer De til os nu, skal De se, at vi slet ikke, slet slet ikke skal plage Dem men kun gøre det godt og lyst for Dem, og De skal finde Tryghed her baade Dag og Nat. Vi har saameget Sol, og alle Blomster trives her. Og saa er vi to Mennesker, der kun vil hinanden det Bedste. Jeg tror, De vilde finde Fred heroppe.

Men vil De nu ikke det, maa saa ikke Deres Ven, min Mand, komme til Dem, mig har De vist svært ved at tale med, men han ... maa han?

Hvis det bliver nødvendigt, for at De skal faa Tro paa Mennesker, saa vil jeg paatage mig at gaa fra Dør til Dør, Hus op og Hus ned, og samle gode Ord om Dem.

Vi elsker Dem jo og vi ærer Dem, til syvende og sidst gør vi det alle.

Kunde jeg aabne Hjertet og skrive dette Brev med mit Blod for at bevise mine Ord, saa gjorde jeg det. Men jeg kan kun bede Dem, ganske stille, bede Dem: Glem ikke Deres Venner. Deres Venner glemmer aldrig Dem.

Alt, hvad jeg skrev, er skrevet fra os begge.

Deres

Karin Michaëlis