6.6.1907.

Min kære Houmark.

Jeg er saa træt, saa træt. Det sidste var lidt for meget for mig. Aldrig har jeg sét saa dybt ind i forvirrede menneskelige Sjæle som i de to Døgn... Gerda N, Fritz P., hans Kone N, den ulykkelige Døde N ‒ hvilken Forvirring, hvilken Oprevethed ‒ og alt indvævet med Operettemelodier. Ingen Romanforfatter har digtet et saadant Kapitel ‒ ‒ Men for min trætte Sjæl var det for broget. Jeg holdt mig naturligvis oppe, raadede, hjalp, trøstede, afværgede. Men nu er Reaktionen der, den af mig længe frygtede... Og jeg er helt alene. Johan er bortrejst for en Uge, og jeg sidder her, paa »Hofmann«N, midt i denne lange, graa Gade. Om Natten er der Is paa Vandpytterne. Vorherre, der tager feil af saa meget, har iaar ogsaa taget fejl af Almanaken. Det er Alderdomssvækkelse. ‒

Jeg tænker meget paa Dem ‒ nu har altsaa ogsaa HolmN sagt Farvel til Danmark. For ham er det vistnok bedst. Jeg véd ikke, men jeg tror, at der er ligesom gaaet meget i Stykker inden i ham. Og der hører fremmede Forhold til at det kan heles.... Hvorledes gaar det Paul?N Han var saa fortvivlet. Det er altsammen lutter Tragedie og lutter Fletværk ‒ Maske ved Maske. ‒ Og blinde løber vi om og forbi hinanden og i Armene paa hinanden ‒ i et Net. Denne Hyttefadssprællen kaldes Livet.

Lev vel, min Ven.

Herman.

Jeg havde meget at fortælle Dem. Men jeg er saa elendig til at skrive Breve. Hils Paul saa mange Gange.