7.6.1907.

Kære Ven.

Dagene i Aalborg var nogle af de forfærdeligste, jeg har oplevet. Et Døgn gik vi – om Morgenen paa Operetteprøve, om Aftenen under OperetteforestillingN – om i Angst for hvad der kunde ske. Og saa næste Morgen var det skét. Naar vi ses, skal jeg fortælle Jer det altsammen ... Hvad de to Mennesker har lidtN. Og naturligvis han især. Den Ulykkelige. Han saá om Søndagen ud som en Gal eller en Drukken. Det var Billedet paa Lidelsernes Overmaal .... Og den Forvirring og Forvildethed, da det var skét. Jeg har aldrig sét nogen Mand sé saadan ud, som Fritz den Morgen. Han lukkede ikke Døren, mens han raabte det til mig, ind over Sengen ....

Jeg er endnu saa medtaget, at jeg ustanseligt drømmer om det, naar jeg om Natten blunder ind. Himlen ved dog ogsaa, hvorfor jeg skal indhvirvles i alle Rædsler, baade dem, jeg har noget med at gøre, og dem, som slet ikke kommer mig ved.

I hvert Fald var dette lidt for meget lige efter de sidste Dage i København ...

Jeg sidder nu her paa "Hofmann"N. Johan er rejst og Vinter er her. Det rene Grønland. Men Johan kommer paa Onsdag og paa Torsdag senest venter vi Fruen N og de andre. Er hun i Stockholm endnu? Idag kører jeg ud til Bangsbo og sér, om alt er i Orden ..... Her staar nogle Prikker, fordi en Opkastning stanser min Ordstrøm. Du kan tro, mit Befindende – naar man kender det – er svært at holde ud med. Men hver har vel sit Kors og jeg har maaske tre, et paa Ryggen og et paa hver Skulder ... Vil du bede i Bogladen, om min Gage maa blive sendt herover. Den glemte vi under alt det andet .... Min Søster skriver, at Houmark har det saa elendigt. Jeg tror, han er alvorligt ramt. Det skide Sanatorium har da en Del af Skylden.

Din

Herman.