Nürnbergerstrasse 36. Berlin. W.

13.8.1907.

Min egen, kære Ven.

Hvor Deres Brev glædede mig og gjorde mig ondt. At tænke sig, at De har gaaet foran mit Hus derhjemmeN uden at gaa op ‒ der, hvor saa mange Ligegyldige løb. Min egen Ven, nu skal De vide noget: naar det nu begynder at gaa mig godt her i Berlin, saa skal De komme at besøge mig. Og jeg, gamle Ven, faar Lov at betale Rejsen og i den nye LejlighedN faar vi sagtens Plads, at De kan bo der.

Ja, det var alt, hvad jeg idag vilde skrive. For jeg er saa træt af alt det Smøreri til Blade og til to Bøger og til Tidskrifter. Men til Deres FødselsdagN faar De et langt Brev.

Hils de to unge DamerN ‒ baade Bankmanden og Studentersvenden saa hundrede Gange fra den, som altid forbliver Deres Ven

Herman Bang.

Jeg er næsten blevet helt blind af sidste Vinters Besværligheder.