Nürnbergerstrasse 36. Berlin W.

8.9.1907.

Min Ven.

Nej, nu kan jeg ikke mer. Nu har jeg i ti Uger ustanseligt og ustanseligt fyldt Bladspalter og Bogsider og Tidskriftsider og om otte og fyrretyve Timer skal jeg forlade disse StuerN og har ‒ ikke Tag over Hovedet. Det lyder som et Eventyr og det er sandt. Jeg skal jo flytte den 10 ↄ: iovermorgen. Som en Gal har jeg arbejdet for at naa det: at faa disse stakkels Værelser møblerede med nogle Kurvestole og nogle Bondeborde. Og alt syntes i Orden og saa, da jeg staaer foran selve Huslejen, kommer Pengene ikke. Schibsted N (Aftenposten, Kristiania) er i Udlandet. »Svenska Dagbladet« svarer mig ikke. »Hvar 8 Dag« (Göteborg) ligesaa lidt. »Det nye Aarhundrede« sender 40 Reichsmark for en EssayN, som har taget mig en Uge.... Hvorfor har jeg saa arbejdet, siden jeg dog aldrig kan naa videre end til at betle? Jeg har i Maanederne Juli og August skrevet 7000 (syvtusind) Linjer i »København«N for en Betaling af 400 Kroner, tohundrede Kroner om Maaneden, tohundrede Kroner for 3500 Linjer.... Men hvad nytter det? Det er jo min Lod at blive saaledes betalt og derfor, trods alt Arbejde, at maatte tigge. Og tilmed hos dem, som selv har lidt. Men, kære Heise, hvis De kan, da telegrafér, naar De har modtaget dette sørgelige Brev tohundrede Kroner til mig. Det lyder saa latterligt, naar jeg lover Dem, at jeg skal betale dem tilbage. Og dog skal jeg det, naar min Oplæsningstid her i Tyskland har taget FartN. Jeg begynder i Slutningen af November og jeg bruger her saa lidt, at der til den Tid vil blive adskilligt tilovers. Vær ikke vred paa mig. Jeg har lidt saa meget og (endnu en Gang) arbejdet saa meget ‒ forgæves. Maaske er De slet ikke i København ‒ ‒

Hils Fru Heise.

Deres Ven

H. B.