Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Fasanenstrasse 58. Berlin. W.

23.10.1907.

Min kære Nini.

Tak for dit Brev.

Ja, nu nærmer sig jo snart Tiden, da du skal sé det store Berlin. Saa inderligt er du velkommen. Naar du nu blot kan finde dig vel i den fuldkomne Afsondrethed, i hvilken jeg lever. Ti Ord kan næppe give noget Begreb om Stilheden og Ensomheden i dette Hus, hvor ingen kommer og gaar. Og ud gaar jeg naturligvis heller ikke. Undtagen de Aftner ‒ syv ialt i snart fire Maaneder ‒ hvor jeg maa gaa i Teatret. Jeg har været ni Gange inde i Byen al den Tid jeg har boet her. Menneskene har bragt mig saa megen Smerte, at jeg helst er ene. Og her kan jeg jo være det ‒ ‒ Om fem Dage rejser den østrigske Frøken. Saa er vi kun vi tre. Men Frøken Thune har allerede lært saa meget, at hun kan klare sig. Med den Økonomi, som er en Nødvendighed, føres Huset nu for 230 Kroner om Maaneden. Frokosten (Kl. 12½): Grøntsager, en Kødret, kogt Frugt. Middag (Kl. 7): Ragout eller Grøntsager; en Kødret, kogt Frugt. Paa Fisk maa man naturligvis give Afkald, da den er slet, hvor meget man end betaler for den ‒ ‒ Men Stuerne er smukke.

Spisestuen saagar saare smuk. Og Ro vil du finde her. Jeg tror, at Lyngballe er et uroligt Sted ved Siden af Fasangaden 58. Selv Trappeopgangen virker som Trappen i en Kirke. Min Læges Frue (de eneste Mennesker, jeg omgaaes) siger ofte: Hvis man ikke havde set Deres Hjem, vilde man ikke tro en saadan Fjernhed fra Verden mulig ‒ ‒ Men, naar du kommer, kan du vel stifte Bekendtskab med nogle Danske. I de Maaneder, jeg har været her, har ingen Danske fra Berlin søgt mig og jeg søgt ingen. Men maaske er det muligt gennem Konsulen at faa fat i nogle.... Jeg har sørget for, at du faar Fribilletter til Konserter. Ogsaa til Teatre kan jeg vel faa Billetter, naar Tiden kommer, saa Aftnerne kan gaa for dig.... Og om Dagen er her jo meget at sé, naar vi blot finder nogen, der kan føre dig rundt. Men maaske kan du i København faa Anvisning paa en dansk Familje, som boer her. Jeg, som sagt, kender ingen .. ‒ Men Møblerne. De maa sendes afsted i god Tid, da det undertiden varer fjorten Dage med saadan en Transport. Men billigt er det... Du maa da have en Seng. Ti for os gamle Mennesker er en Seng dog nødvendig. Lagener og Pudevaar og Tæpper er her. Men Seng og Puder og Madratser ikke. Og lidt hyggeligt i din Stue maa der være. Ellers føles Ensomheden altfor haardt og strengt. ‒ Skriv nu snart, hvordan du vil bære dig ad med Møblerne. Værelset selv er dejligt ‒ højt og lyst.

Din

Herman.