Fasanenstrasse 58.

Berlin. W.

9.11.1907.

Min Ven.

Jeg kan ikke sige Dem, hvor dybt min Søsters forfærdende Handlemaade har rystet mig. Nu har hun i Maaneder kæmpet for dette ene: at hun slet intet skulde »risikere«, hvis hendes Ophold her ikke behagede hende. Og nu har hunA tvunget mig til at købe, atter at købe til et Værelse ‒ skønt jeg er syg, skønt jeg er søvnløs af Penge-Angst.... Men hun har villet være her uden at give de stakkels Penge ud. Skønt det var mit eneste bestemte Ønske: »Du maa«, skrev jeg for Maaneder siden, »selv møblere dit Værelse. Ti jeg magter ikke at skrive flere Møbler sammen«.

Og det har hun ikke villet og nu i Maaneder kæmpet for at blive fri for ‒ ‒ indtil nu jeg har maattet købe. Og saa har hun endda strax og uden at sige et Ord modtaget mit selvfølgelige Tilbud om at bo her hele Vinteren, om hun vil, ‒ uden Vederlag..... Naar man tænker sig, at dette skulde være den Hengivenhed, som jeg ved syv Aars SamlivN har vundet hos min Søster, som ved, hvad jeg har lidt, og at hver en ny Stol i et fremmed Land skal skrives sammen med min Pen ‒

Hvis jeg kunde græde, vilde der falde Taarer af Blod paa Papiret ‒

Herman.