Fasanenstrasse 58.

Berlin. W.

30.11.1907.

Min kære Houmark.

Jeg kan kun skrive kort. Ti en dødlignende Træthed behersker mig.

Ja, saa er det overstaaetN. Jeg virkede ‒ paa det fremmede Sprog ‒ ganske som hjemme, og Publikum, som var presset sammen Skulder ved Skulder, var lydløst og rystet...

Det vilde være mig let at blive en »Berømthed« som Forelæser, hvis jeg overkom »den selskabelige Side af Forretningen« ↄ: kunde lægge Kort i RedaktionerN, modtage Indbydelser o:s:v: Men det kan jeg nu ikke.... Kritik'erne er vist meget gode. »Berliner Tageblatt's« daarligst.... Hvilken Anstrængelse og hvor ligegyldigt.

Herre Gud, i hvert andet Brev spørger De mig, om De nu ogsaa skal komme til Jul. Kære Houmark, De véd jo dog, at hvad jeg har sagt, det har jeg sagt. Og at det er min Rædsel tyve Gange at gentage en selvfølgelig og fastslaaet Ting ‒ ‒

Saamange Hilsener

Herman.