Fasanenstrasse 58.

Berlin. W.

31.12.1907.

Min kære Nini.

Et godt Aar ønsker jeg dig af Hjertet.

Tilgiv, at jeg var taus til Julen. Men jeg overkom ikke noget. Det dybe Øde og det uforanderlige Tusmørke, som her er mit Liv og som altid vil forblive det, gør mig undertiden altfor træt. Men syg har jeg ikke været.

Houmark var her tre DageN. Jeg tror nok, han var lidt forfærdet overrasket ved at sé den fuldkomment døde Ensomhed, hvori dette Hus stille lever. Han sagde uafladeligt: »Jeg vilde aldrig tro det ‒ ‒ Kære Herman Bang, jeg vilde dø her«....

Aa, men Mennnesker døer ikke saadan. De sørger længe, før de døer... ErnstN er hjemmeN. Saa Frøken Thune og jeg er ganske alene nu. Uendeligt taknemmelig maa jeg jo være hende, at hun holder dette ud ‒ at færdes Dagen lang i det Køkken og i sin Stue uden at sé et Menneske. Og jeg taler jo kun saa faa Ord til daglig. Jeg tror vel, her gaar Dage, hvor der ikke veksles hundrede Ord i disse tause Rum...... Iaften er det Aarets sidste Aften ‒ ‒ og det næste Aar.....

Lev vel og vær rask og sund.

Alle gode Ønsker til Fru BauditzN og ChristianN.

Din

Herman.