Fasanenstrasse 58.

Berlin. W.

21.1.1908.

Min kære Ven.

Jeg modtog Deres Stykke i WienN, hvor jeg slet ikke kunde læse, da jeg havde glemt min Lup. Og nu, hvor jeg, herhjemme, har min Lup, er jeg saa træt, at jeg ikke kan læse. Saa et Par Dage vil der gaa ‒ men heller ikke mer end et Par Dage..... Vær i hvert Fald vis paa, at jeg vil læse det Skrevne med en Vens Forstaaelse..... Og Tak for Deres Brev og Deres Ord. Men det er ikke som De siger. De Slyngler, som pidskede og spyttede mig ud af Landet, de vilde igen begynde at spytte og pidske den Dag, hvor jeg vendte hjem. Og ingen vilde kunne hindre Dem i Deres fornemme Virke. Saaledes er nu en Gang Danmark og de Danske. Jeg har ikke forbrudt andet end, at jeg drager Aande. Men denne Forbrydelse er ogsaa i Hr. Cawlings og hans Broders og Hr. Johannes Jensens og Johannes HansensN Øjne saa stor, at den ikke kan tilgives... Hver ydre Sejr, jeg her vinder, øger min indre Smerte. Og dog maa jeg »sejre« for at kunne existere ‒ jeg mener pekuniært. Lev vel, min Ven, og mange Hilsener til Deres Mand og Fru WN fra

H. B.