Fasanenstrasse 58.

Berlin. W.

14.3.1908.

Min kære Ven.

Tilgiv mig, at jeg ikke har skrevet. Men jeg har været saa saare træt i de sidste Uger. Saa jeg har ikke orket ret meget..... Og desuden ‒ hvad skal jeg skrive? Her sker saavist intet, og om hvad hjemme hænder, hører jeg intet. Men det sidste er maaske kun godt. Ti det er mestendels kun lidet glædeligt, det, som foregaar i Danmark.... En Ting vilde jeg oprigtigt ønske ‒ for »Politikens« Skyld ‒ at »Politiken« og dens AftenudgaveN, i Stilhed, vilde ændre sin Tone en Smule, mens Tid er. Ti ellers ender det dog galt.... Men et Blad, som to Brødre CawlingN er Chefer for, og hvor en Steen DrewsenN er Medarbejder, kan vel ikke forandres. Desværre for dem ‒ og for vort stakkels Land.... Jeg tænker saa ofte paa Dem ‒ ofte, ofte. Og jeg spørger mig selv, naar jeg atter skal sé Deres kære Ansigt ‒ ‒ Nu skal jeg snart atter til Wien. Og i April til Hamburg. Disse Rejser er min Sjæls Rædsel. Det koster mig saa uhyre en Overvindelse, alt det. Mine Tanker er saa langt borte fra Laurbærkranse, at jeg glemmer at smile, endnu mens jeg staar med Kransene i Hænderne. Og dog skal jeg til Efteraaret til: Petersburg ‒ Finland ‒ Stockholm ‒ Kristiania ‒ Göteborg ‒ Berlin (via Sassnitz-TrelleborgN).... Sandsynligvis vil Hr. Cawlings Broder, trods Sassnitz, alligevel ikke undlade at sende en Stinkpotte efter mig over Vandet. Hils Børnene. Deres Ven

H. B.