Fasanenstrasse 58.

Berlin. W.

5.6.1908.

Min egen kære Ven.

Tak Erna saa mange Gange for Brevet.... Hvilken vidunderlig Lykke, at hun reddedes for LivetN.

Naar jeg slet intet har skrevet, er det, fordi jeg har været syg ‒ egenlig lige siden PaaskeN. Og tilsidst maatte jeg gaa i Seng og laa næsten tre Uger. Det var Tarmbetændelse og jeg er saa svag endnu. Altid er der trist i et fremmed Land, men naar man er syg, er alting ti Gange trist. Og megen Modgang har jeg ogsaa haft i den senere Tid. Med alt Muligt. Men hvortil er man sat her i Verden ‒ i alle Fald vi to Stakler ‒ om ikke for at tømme Bægret til dets bedske Bund.

.... Jeg skulde have været en Nordlandsrejse i Sommer. Men nu bliver den ikke til noget. Og jeg tror, jeg rejser til Holland. De siger, at der er saa billigt. Og der kan jeg jo ogsaa sé Havet og der er Klitter, fortæller de, ligesom ved Vestkysten. Og De? Hvorhen drager De? Aa, hvorhen man rejser, er egenlig saa ligegyldigt. Sine Kufferter (sine Sorger) skal man dog slæbe med allevegne.

Jeg er saa træt. Derfor slutter jeg.

Altid Deres Ven

H. B.