Fasanenstrasse 58.

Berlin. W.

9.6.1908.

Min kære Houmark.

Jeg har ‒ formodenlig da jeg ikke sér andre danske Blade end »København« ‒ ikke forstaaet et Ord af Deres sidste Brev: Jeg ved slet ikke, hvad der er Tale om eller hvad der er skét. Hvad er der med Hr. de G.N og hvad med Taffel og hvad med Prins? Mellem mig og Hr. de G. er der aldrig forefaldet noget. Men det hindrer naturligvis ikke, at man kan blande mit Navn ogsaa i det. Eller har man maaske allerede gjort det? Hr. G. har ganske sikkert saa mange Venner med store Navne, at han næppe finder det nødigt at nævne mig, hos hvem han trængte ind, fordi han faktisk bærer min svenske Forlæggers NavnN.... Men skriv strax saa udførligt, som Deres Helbred tillader. Ti naturligvis har Deres Brev gjort mig urolig.

‒ ‒ Hvor ondt det gør mig, at De atter er paa »Kursted«. Desværre, jeg kunde trænge til at komme der. Men jeg maa blive ved mit grønne Bord og skrive videre ‒ videre ‒ videre. De skrev noget om »et spændende Eventyr«. Men jeg kunde ikke tyde det antydede Navn. Om hvem var Talen? Fru W's Sygdom gør mig inderlig ondt og jeg skrev strax til WN... At Livet aldrig under Menneskene lidt Lykke.... Og at der i »visse Affærer« aldrig kan komme Ro. En Gang, synes jeg dog, der maatte være gjort rent Bord og at Augiasstalden maatte være blevet tømt for sit MøgN. Til Wind:N skriver jeg naturligvis ikke. Hvad skal han rages ind i det for? Og hvad skal han vide for, at jeg har nogensomhelst Berøring med Hr. de G. ellerA havde for fire Aar siden. Det, synes jeg, vilde være altfor dumt ‒ ‒

Men skriv nu saa godt og saa meget, De kan. Og god Bedring ‒

Deres gamle Digter

H. B.

Deres Brev er brændt.