Fasanenstrasse 58.

Berlin. W.

11.12.1908.

Min Ven.

Da jeg kom hjem fra min Rejse – det er allerede ti fortvivlede Døgn siden – laa der et Brev med din Haandskrift. Og det ligger der, i Konvolutten, endnu. Jeg har ikke turdet lukke det op. I ti Døgn har jeg, hvor store Doser Kloral man saa gav mig, kun sovet halvanden Time i Døgnet og al den øvrige Tid har jeg tilbragt, magtesløs, i en kold Sved ... naar da ikke Anfald af Besvimelser afbrød Munterheden. Iaften faldt jeg pludselig, efter en ny Afmagt, i et Blund, der varede halvfjerde Time og inat Klokken tre faldt jeg endelig i Søvn – i ti Døgn den første virkelige Søvn. Denne Tilstand er saa frygtelig, at man for Alvor spørger sig selv, om ikke Springet fra Ens Altan var at foretrække ... Det var at foretrække, ti jeg lider mere end et Menneske bør at lide – har nu gjort det i fjorten Dage. For det begyndte allerede paa Rejsen. Og dog optraadte jeg Aften paa Aften – hvad næsten er for et Under at regne – og sejrede uforanderligt. Men saadanne Sejre er for dyre ...

Men til "Brevet". For jeg véd jo godt, hvad der staar i Konvolutten: at, da min Bog ikke er blevet færdig, maa "Gagen" ophøre

– – Saa langt kom jeg, da et nyt Afmagtsanfald kom og igen er tre Dage gaaede, søvnløse, i Sengen, med Læge Dag og Nat ..... Derfor maa jeg skrive hurtigt. Den største Ulykke er vel den, at det AnckerskeN først uddeles i Marts, samtidig med det RabenskeN. Men kan det ikke forklares Hr. Heide, saa Laanet forlænges, til det Anckerske falder? Det maa dog kunne ské – – – Og naturligvis sidder jeg, midt i Sygdommen, ganske uden Penge – –

I dette Øjeblik fik jeg to Ord fra Fru Nansen. At hun er her og venter mig. Og jeg, hvem alle Besøg er strengt forbudte. Saa syg har jeg været, at jeg ikke en Gang har kunnet skrive, om hun ikke kunde opsætte sin Rejse .... Jeg kan ikke skrive mere.

Din

Herman.