Fasanenstrasse 58.

Berlin. W.

28.2.1909.

Min kære Ven.

Jeg har ikke kunnet skrive, ti jeg var altid syg og atter syg. Heller ikke nu er det meget bedre. Men jeg kan dog arbejde. Og mer tør vist jeg ikke forlange af Livet... Ak, og De er saa daarlig. Hvor det dog smerter mig. Livet er en skøn Indretning eller ‒ en forfærdende.... Kun mine to hvide Fugle véd intet om detN. De sidder som to smaa Duer og kurrer for mig ‒ her paa Bordet ‒ mens jeg skriver. De er mit eneste Selskab. Menneskene trætter mig altfor meget og jeg kender dem altfor godt ‒ ‒ Aa, paa min Hjemvenden tør jeg slet ikke tænke. Jeg bliver kold om Hjertet derved. Men en Lejlighed maa jeg naturligvis ha'e. Dog, i Nærheden, helt i Nærheden af KasinoN ‒ for at skaane mine Kræfter. Fem Værelser ‒ dertil har jeg nogenlunde Møbler. Aa, De vil undres, naar De ser mine Møbler. Og dog finder jeg dem kønne, sagtens, fordi de er mine.... Nu skal jeg imorgen til München. Det er den sidste Rejse, Himlen ské Tak.

Mange Hilsener til BørneneN. Og lev ‒ en Smule vel.

Herman B.