Fasanenstrasse 58.

Berlin. W.

15.5. 1909.

Endelig – endelig, min kære, kære Ven. Endelig kommer De dog ud – derfraN. Naar jeg tænker paa den frygtelige Dag, da jeg fik Deres Brev, det Brev i Januar. Jeg vil aldrig glemme den Dag. Og dog har jeg i disse Maaneder ikke kunnet skrive. Maaske vil jeg en Gang kunne tale om alt dette. Og ikke en Gang det tror jeg. Men tænkt paa Dem har jeg hver Dag – ja, hver eneste.

Og hvorhen gaar nuA? For De maa vel dog rejse, saasnart De er rask nok? Ja, man spørger nok. Men man faaer saa lidt at vide. Lad mig nøjes med at være glad ved det, at den Klinik-Dør skal aabne sig – – Og tusind Hilsener.

Herman.