18.5. 1911.

Min kære Ven.

Deres Brev gjorde mig saa bedrøvet, at jeg ikke kan sige det. Ikke, fordi De ikke kunde tale med Ranft. Ti det faaer nu gaa, som det kan (og gaar jo nok ad Helvede til). Men fordi De er syg. Og ene, mens De er syg. Jeg hørte saa meget om, at De foer saa livligt om her i Staden, inden De rejste. Og det gjorde mig lidt bange. For vi spræller mest, naar vi véd, at vi skal hænges ... Ak, du store Intet, hvad er det for en Verden og et Liv. Karen P. har sejret. "Familien" laver nu Aktieselskab med tre Teatre og Johannes Nielsen i Toppen som "Overdirektør". (Denne Titel ønsker Manden selv – eh bienN, han er jo sukkersyg.) Adam – "Dagmars" Underdirektør; Einer Christiansen – NørregadesN Underdirektør; Ivar Schmidt – økonomisk Direktør; Fire Sceneinstruktører – ???? – – – en Hær af Embedsmænd og over hele Hæren Karen Poulsen hængende i en Snor som Skytsenglen. Liebman er en Lordt. Undskyld .... Ja, nu stop. Og hold dog Modet oppe – ellers er for Alvor alting tabt.

Herman.