Gamle Kongevej 11.

Mandag.

Min kære Ven.

Jeg svarede dig ikke, fordi jeg var forvirret og ikke vidste, hvad jeg skulde sige. I saa mange Aar har du tiet, og nu, hvor du talte, vidste jeg ikke, hvad jeg skulde svare.

I lange Tider har jeg ventet, hvad nu er skétN. Jeg syntes, det gled derhen – som en Flod glider mod sit Maal.

Men – ja, naar jeg skriver, kan jeg vel sige det: jeg ængstes saa meget for Fremtiden. Og, kære Peter, for Jer begge: Deroppe Betty N, her du – alene. Selve Lidelsen udfylder vort Liv og vore Tanker. Tomheden, som nu, til Tider, vil være uundgaaelig, er værre.

Men det var jo uafvendeligt.

Jeg vilde være saa glad, hvis du i to Ord skrev, at du vilde spise her en Dag. Ikke for at tale om dette – blot for at være sammen.

Altid din gamle Digter

Herman.