Gamle Kongevej 11.

Mandag.

Min egen, kære Ven.

Jeg tror ikke, vi nogensinde lærer noget. Derfor styrter vi os altid paany ind i Gentagelsen og – i nye Smerter ..... Jeg tror ikke, at "Folk" giver Dem nogen "Skyld". Slet ikke. Vide det kan jeg rigtignok ikke, for jeg taler aldrig med nogen. Og tale ondt om Dem til mig tør slet ingen. Dertil akcentuerer jeg for stærkt mine uforanderlige Følelser for Dem.

Idag rejser Deres Sygeplejerske. Saa er hun borte og De – helt alene. Dog, Ensomhed er ikke det værste. Kun hører der Kræfter til at bære den og faa noget ud af den. Og hvad Dem fattes, det er jo netop Kræfter .... Aa, kunde jeg dog være hos Dem. Saadan skrevne Ord siger ingenting eller noget helt andet end man vil sige – –

Idag kommer Nansen hjem. Houmark stiller nok straks hos ham. Saa kan jeg faa at vide, hvordan Peter har det. Og Esther.

Mon De endnu er paa Dalarö, naar jeg kommer til Stockholm – omkring Oktober? Forhaabenlig er De det ikke – for De maa da til et mildere Klima.

Oda Rostrup er saa sygN. Hun sidder her i HavenN om Dagen. Hun døer af Sorg.

Herman.