Udgiver: Gert Posselt (2020)   Tekst og udgave
forrige næste

Helsingfors. Søndag.

Min egen Ven.

Uendelig Tak for Deres Brev.

Sig dog ikke, at Deres Stuer aldrig bliver et Hjem. Jeg synes just det maatte blive det ‒ et Hjem for alle Deres gode Minder, hvor kun Erindringerne fra lyse Dage skares om dem ‒ ‒ Tro mig, saaledes vil det ogsaa gaa. Og vi vil mange Gange sidde der i No. 14, i en stille Krog og smile ad alle Menneskenes Daarskaber.

Jeg har rejst meget. Igaarmorges til Åbo og imorges atter hjem. Frk: Thune maatte spise Frokosten paa en Station, hvor Udvalget ikke var stort. Men hun nød to mægtige Svine-Kottetter og bag efter en Rundten-om ‒ ‒ belagt med Svinesylte. Saa hun blev nogenlunde mæt. Stakkel, hun har det ikke morsomt. For jeg taler næsten aldrig. Sidder stum og stirrer.

Idag fik jeg Brev fra Hamburg om min Kahyt. Farten begynder den 15 Januar. (Mon De og Søsters Sparegris naa'r til Hamburg?) Jeg tror nu, at der kommer noget i Vejen for den Rejse. Men jeg vil afsted. Selskabet ↄ: Hamburg-Amerika-Linjen skal være meget glad over, at jeg vil med. Det er jo ogsaa en Kæmpereklame for de Folk.

Naa, ellers har jeg saamæn intet at fortælle. Jeg læser op og læser op igen ‒ og bliver meget mager, da jeg intet kan spise. Jeg har bestandig Kvalme og sidder og gloer paa alle disse Maaltider til Orkester.

Tusind Hilsener til Søster fra Deres Ven

Herman B.