Torsdag.

Min egen Ven.

Om en Time skal jeg forlade Berlin og venter kun paa den russiske Ven, der skal følge mig til CuxhafenN ‒ ‒

Lev da saa vel, De kan. Og hvis De kan, da væn Dem lidt til Deres Stuer og udvælg den Stol, hvor jeg skal sidde, naar jeg kommer hjem, for at fortælle Dem saa mange, mange Ting om alle de Jordens sære og brogede Lande ‒ ‒

Ja, jeg satte det altsaa igennem. Som jeg satte det Meste igennem, naar jeg vilde det. Let har det ikke været. Morsomt ikke heller. Men det er naaet. Og hvad er Livet andet end dette: at naa.

Og saa at naa Forsagelsens sidste Bund.

Maaske det Højeste af alt.

Lev nu vel, De og Søster og Fru Steen.

Deres Ven

Herman B.