1880. 9. januar [fredag]. København

Lille Helliggeiststræde 20,2.

d. 9.1.80.

Uagtet jeg, kære Hr. Ferslev, har betænkt mig meget længe, og, jeg tilstaar, søgt forskellige andre Udveje, fordi jeg nødigt vilde gaa til Dem og gøre Dem Ulejlighed, tror jeg nu, at det dog vil være bedst aabent at tale netop til Dem, dog med det bestemte Ønske, som jeg ved, at De baade som gentleman og Forretningsmand vil opfylde, at dette, jeg meddeler, bliver helt mellem os, som en privat Sag.

Tingen er, at jeg i de sidste to Aar har maattet kæmpe for Livet. For to Aar siden var jeg en lille ukendt Student, hvem Redaktionerne lo ud, naar jeg bad om Arbejde. Jeg blev ved at kæmpe, jeg troede paaA mig selv og haabede, at der maatte komme en Dag, hvor man ikke lo mere. Den kom. Jeg behøver ikke at fortælle Dem, hvorledes jeg kom først til Ville, derfra hen til »Dagbladet« og nu har opnaaet en Plads ved »Nat.tidenden«, hvorover jeg er meget glad, fordi den i og for sig er behagelig og giver mig Brødet. Men inden dette Øjeblik var min Existens problematisk, pekuniært uheldig og usikker, og jeg maatte gøre Gæld for at leve ‒ gøre Gæld ↄ: lade være at betale mine Regninger. Nu har dette ophobet sig, og Folk vil ikke vente længer. Min nuværende Gage lader mig leve, men der bliver intet tilovers: jeg kommerA igennem. Min BogN lod mig betale noget, men der er adskilligt tilbage. De kender mig desværre altfor lidt at vide, at dette piner mig saaledes, at jeg bestandig er syg, og alt mit Arbejde lider derunder. Jeg tror, at mine sidste Føljetoner har gjort megen Lykke, men De aner heller ikkeA, hvilken Anstrængelse de har kostet. Og min store Komedie ligger hélt hen. Jeg kan intet skrive, naar Folk banker paa min Dør, og jeg ingen Penge har at betale medA.

Hele Summen ‒ desværre, den er stor ‒ er 800 Kr. Mod Kaution kan jeg faa den at laane meget billigt paa to Aar, indtil jeg bliver myndigN. Jeg ejer jo nogle tusind Kroner, men min Kurator maa intet udbetale, efter min Bedstefaders ViljeN. Jeg kan jo, hvis De selv vilde laane mig denne store Sum afdrage den med mindre Beløb hvert FjerdingaarN eller, Redaktøren har sagt at ville optage nogle Portrætstudier i Bladet, hver Maaned med den Overbetaling, jeg saaledes fik. Paa den Maade blev jo idetmindste noget betalt og Resten forfaldt saa, naar jeg bliver myndig i 1882. Jeg forstaar mig saa lidt paa Forretninger og saa ubegribelig lidt paa Penge, men jeg véd, at dette Beløb vilde være mig en Velgerning. Den Ro, det gav mig, vilde styrke mit Helbred, og give mig dobbelt Energi og Talent.

Men, lad mig ikke trætte Dem. Vil og kan De, kære Hr. Ferslev, selv laane mig Pengene til fuld Udbetaling, naar jeg bliver myndig, og ellers med senere Afdrag ‒ thi 150 Kr. er ikke meget at slaa om sig med om Maaneden ‒ ? Eller vil De kautionere for mig for et Laan hos en hæderlig Mand mod lave Renter? Tilgiv nu, at jeg er kommen til Dem, men mit Helbred, mit Talent, min Arbejdskraft led saameget, og jeg vilde være saa lykkelig ved at være færdig. Kun ét endnu. Dette kan ikke vedkomme Redaktionen kun Dem som Privatmand.

Svar snarest Deres

Herman Bang.

Jeg er saa nervøs, at jeg beder Dem svare mig hurtigst.