[1880. ca. 18. juni] fredag. [København]

Fredag.

Kære Direktør Andersen!

Tilgiv, at jeg lægger et Par Øjeblikke Beslag paa Deres Tid og lov mig paa Forhaand den bestemteste og ubrødeligste Taushed om hele dette Brev, hvoraf jeg fordrer og beder Dem om, at ingen Del maa komme udenfor os to.

ViA talte en Gang nede hos à PortaN om at bearbejde eller oversætte, og jeg gjorde da kort Proces ved at erklære, at jeg ikke vilde oversætte for Theatret. Jeg talte den Gang med Forsæt, og De vil kunne forstaa hvorfor. Jeg havde benyttet min Indflydelse paa Abrahams til vedholdende at forestille ham, at han burde forlade Folketheatret, og nu da jeg tilmed efter FruensN Ønske var traadt saameget i Forgrunden ved Underhandlingerne, vilde jeg efter et heldig fremført Resultat virkelig paa ingen Maade have Udseende af at tage en endog indirekte Tak for en ringe Hjælp, som jeg havde ydet først af udelukkende Interesse for A:N men siden ganske vist ligesaameget af Interesse for Opgaven og for Dem, hvis Energi og Dygtighed jeg tilfulde har faaet Øjnene op for og som jeg skatterA.

Men jeg haaber, at De, kære Direktør Andersen, vil indsé, at det nu er Sagen, jeg viser Iver, og dette gjør mig følgende lettere. Gjør mig det noget lettere ‒ thi jeg frygter nu ikke at blive misforstaaet ‒ at rette følgende Anmodning til Dem.

Nogle gamle Kreditorer har nu, da de mener at kunne faa deres Penge, slaaet sig sammen og stævnet mig. Min Stilling taaler saa nødig en slig Skandale og efter at have forsøgt adskilligt, beslutter jeg mig nu i det yderste Øjeblik til at bede Dem bestemme mig et Stykke til Oversættelse, vel at mærke, hvis De vil være saa elskværdig overhoved at tro, at jeg kan det, og saa tilstaa mig Summen, jeg behøver og som maaske er den samme, Oversættelsen koster ‒ 400 Kr. allerede nu, thi det er allerede imorgen den yderste Tid. Jeg har saa nødig villet gjøre dette Skridt, at jeg har forsøgt i de sidste Dage saa meget, at det er blevet den yderste Tid.

Hvad Stykket angaar, da send mig det, naar De vil; men tal foreløbig ikke om, at jeg skal oversætte det ‒ det vil være bedst.

Maaske vil De blive vred, saa beder jeg Dem undskylde; bliver De det ikke, da gjør mig den Tjeneste at sende mig Pengene, jeg skal da bringe Dem en Kvittering strax. Og svar mig ikke uden Pengene, thi jeg tør min Sandten ikke læse Brevet, faar jeg intet Svar, da bliver vi lige gode Venner, og jeg véd saa, at De ingen Oversættelse har.

Nu en anden Ting. Kan og vil De have Fru Holst? Det var maaske i dette Øjeblik ikke umuligt. Skal jeg ‒ MandensN Modstand maatte jo overvindes ‒ sondere Terrainet? Svar mig herpaa snarest, thi det er jo snart den første.

Men under alle Omstændigheder ‒ alt hvad der staar i dette Brev, bliver ufejlbarlig mellem os.

Deres

Herman Bang.