Kære Hr. Langhoff!
De har ikke svaret mig paa mit Brev, og jeg trænger til Svaret, da jeg maa vide, om jeg er Herre over min Idé og kan lade en anden faa den. Jeg lider saa frygteligt under denne Sygdom og maa fra Dag til Dag kæmpe uden Haab mod disse ulykkelige Forhold. Aa ‒ hvad det er denne Kamp med det umulige ‒ paa samme Tid med Sygdom, Lidelse og altid megen Angst. Nu kunde jeg snart trænge til at begrave lidt deraf.
I mit Hoved gærer og syder en ny Bog, uden Usædelighed: en moderne Forbryders Historie. Faar jeg Ro for de mest paatrængende Sorger, begynder jeg den vel snart.
Mit Forsvarsskrift bliver færdigt i disse Dage. Velunderrettede (‒ selve Retten ‒) meddeler mig, at jeg ved Overretten bliver frikendt, og man har da underhaanden raadet mig til at lade »Sagen« trykke som Forord i andet Oplag af Bogen. Det er alt fra samme Kilde baade Raad og Oplysninger.
Jeg beder Dem altsaa svare mig, og hvis De kan svare gunstigt ‒ da sende mig 200 Kroner som Forskud paa Værket. Faar jeg dem imorgen, vil meget være vundet, meget ‒ thi jeg har kæmpet indtil nu med et Sværd over Hovedet men nu er jeg lige ved at tabe Fatningen. Og saa ‒ ‒ ‒ aa, jeg tør ikke tænke det. Men det er vel umuligt Forskuddet. .... 100 vilde hjælpe lidt, 200 vilde være nok.
De har da faaet Brevet? Om Romanen af Goncourt o:s:v:
De kan være helt rolig ‒ jeg skal nok oversætte godt og omhyggeligt. Komedien maa gemmes ‒ den er ei god nok. En Forbryders Historie maa komme først. Var jeg blot ovre den Dag imorgen.
Om »Nanna« skal De høre.
Deres
H. B.