Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 18811215001

Brev fra Bang, Herman til Ferslew, Chr.

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 5011, 4to. Brev. Egenhændigt skrevet af Herman Bang. Med fremmed hånd ‒ sandsynligvis Anna Levins ‒ er øverst på brevets forside som dateringsforslag skrevet: »Dece. 81«. Anna Levin: Fra Herman Bangs Journalistaar ved »Nationaltidende«, Gyldendal 1932, s. 88, citerer brevets to sidste sætninger, men fejlagtigt som afslutning på et af Bangs andre breve til Chr. Ferslew

Kære Hr. Ferslev.

Jeg har nu ordnet Sagen med Hr. Meyer, som skrev mig til, at han vilde modtage Pengene i tre Rater. Jeg har saa givet Fru Olsen Resten at gemme ‒ at betale den første og den femtende Januar. Dette var bedst, at det kunde se ud, som om det var mig selv. De kan være rolig, at Fru Olsen, som er en bestemt Kone, har Pengene; og faar De Generalkvitteringen strax. Dette er det bedste.

Jeg ønsker mig en Ting saa umaadeligt til Jul ‒ en kunstig Plante. Jeg vilde ikke blive vred, hvis nogen gav den anonymt.

Deres hengivne

Herman B.