1882. 13. juni [tirsdag]. Middelfart

Middelfart Badehotel. 13.6.82.

Kære Fru Ferslev.

De vil maaske blive meget forbauset over denne Sending, men egenlig er Tingen ganske simpel. Paa mine forberedende Vandringer for at skaffe Føljetonen Stof, traf jeg paa disse Studier, som jeg vel kendte, men som paa ny gjorde et mægtigt Indtryk paa mig. Disse Blade indeholde et af de største Mesterværker i den moderne Literatur og fortælle, faa Sider som de indeholde, mer om vor Tids Kulturforhold end bindstærke Romaner og lange Afhandlinger. Jeg ved ikke et Ord i dem, som ei er sandt, ikke et, som ikke er fremført med al den Autoritet, som den urokkelige Erfarings givne Sandhed skænker ‒ ‒ Jeg kunde da ikke modstaa Fristelsen til at oversætte demN.

Men jeg ved, at Emnet vil støde mange. Vi lære af alt kun Ordene, og vi have kun sjældent Blik for den dybe Moral, som ofte fører Pennen. Dog tror jeg, at de fleste har ville sé ret i Sagen, og at mange vilde takke for dette Stykke i Bladet. Min Dom kan imidlertid feile, ikke (jeg er saa beskeden) ‒ i hvad der er ret, men ofte i, hvad der synes Bladet ret, og det er derfor jeg bede Dem just, fordi DeA er Dame ‒ helst vilde jeg, jeg tilstaar, ogsaa spørge Frøken Anna, men jeg kjender Deres Principer om Opdragelse og desværre har jeg ingen Magt til at ændre dem ‒ læse dette, sige Deres Mening; og finder De som jeg, at dette er sagt saa saa uomstødelig mesterligt, at det eier Kunstværkets Ret til at sige meget ‒ da læg det i medfølgende Konvolut paa Bierrings Pult inden Kl. 12. Ofte har jeg om sligt raadspurgt Fru Abrahams, men maaske er hun lidt liberalere end De, sikkert meget liberalere end Bladet.

At jeg har villet oversætte dette, maa De kunne forstaa, thi hvert Ord er tænkt af mig selv og sagt af mig stammende og feilfuldt. Og her!

Skulde De ikke synes derom ‒ tilgiv min Afskrivers rædsomme Skrift ‒ da send Manuskript ogA medfølgende Brev til Vilhelm Møller, thi Pengene maa jeg have. En anden kan jo skrive uden paa Konvolutten. Han (V.M.) tager det nok.

Hvordan jeg lever? Jeg staar op kl. 8 ‒ det er den netop nu ‒ drikker The, skriver Breve. Kl. 9 begynder mit Arbeide og bogstavelig fra 9-4 arbeider jeg paa min RomanN, spadserer kun en halv Time paa Skibsbroen: Kl. 4 kommer min Afskriver, og vi arbeide til Kl. 6... Kl. 6 Middag, Spadseretur, Kl. 7½-10 anden Afskriver. Ikke sandt ‒ om dette Liv kan man sige med Zola: »Der er ikke Plads til Lasten!«

Undertiden, naar jeg sidder her og ser ud paa Skibsbroen og paa Vandet, kan jeg vel længes ‒ nær tænke, at jeg vilde have været meget glad ved at være et Par Timer paa Strandveien, inden jeg reiste, men jeg havde rimeligvis ikke fortjent det ‒ men ellers har jeg det godt. Jeg er vel paa Veien til atter at blive det store Arbeidsmenneske, som jeg en Gang var. Og hvordan er det muligt andet i denne By, hvor jeg ikke kender andre end Opvarteren? Jeg bliver her paa Hotellet. Ingen andre Steder kan min Tid ordnes som her, eller jeg være saa uafhængig. Min Roman gaar langsomt, aa saa langsomt frem. Men naar jeg sidder her alene med det kære Arbeide, siger jeg undertiden til mig selv, at jeg vel kan staa ved Siden af de andre.

Sig Deres Mand, at jeg til Føljetonen har adskillige Memoirer af forskellig Smag.

Og nu mange Hilsener til det hele Hus. Jeg er i Tankerne ofte hos Dem derude i Haven ved Stranden, naar Solen gaar ned. Mig skræmmer Dagen, men kommer Aftnen, er jeg først lykkelig. Tænk da ogsaa De har Dem en Gang paa mig paa min Skibsbro, naar hele denne skønne By sover, og jeg drømmer. Hilsener til Deres Mand, til Frøkenen og til Christian

fra Deres hengivne Herman Bang.

Ogsaa De, kære Fru Ferslev, vil finde mange af Deres Livserfaringer i dette, og jeg for mit Vedkommende ved, at Zola har Uret, naar han tror, »denne Kvinde findes kun i Frankrig«.