Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 18821224001

Brev fra Bang, Herman til Nansen, Peter

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 4043, 4to. Nr. 279. Brev, 2 sider. Egenhændigt skrevet af Herman Bang.

Bemærkninger Et versificeret julebrev med tilsvarende datering og ordlyd sendte Bang til den unge Anna Ferslew (afbildet i facsimile i Anna Levin: Fra Herman Bangs Journalistaar , 1932, ved s. 204, jf. s. 117f.). Flere detaljer i form af rettelser og tankestreger adskiller dog disse to breve.

24.12.82.

Idag de siger, han blev født, som døde

At redde Mennesket og skabe Verden Glæde ...

Men vi, som altfor sent fik Jordens Støv betræde

Til jublende om Krybben frem at møde

I Kor af Englene og alle Markens Hyrder –

Vi samle kun idag vort Jordlivs gode Minder

Det bedste – alt det kæreste vi finder,

Til Klang af Klokker vi vor Tanke sender

med Tak til alle vore ægte Venner...

Og denne Tak, som – tro mig – rig fremtræder

Saa fattig dog, i Dumheds Almuklæder.

Modtag den venligt som den Tanken bringer

Selv om mit Vers med altfor mange Fødder

fik – altfor lidt af Vinger.

Deres

H.B.