[1884. 7. juni], lørdag. [Viborg?]

Lørdag.

Kære Peter.

Jeg har ikke kunnet skrive til dig, thi jeg har lidt altfor meget. Du spørger mig, hvordan det er gaaet – og beder om, at jeg ikke vil male altfor trist. Nu – vel – det er sket, at jeg har tabt et Slag, der enten vilde have været Begyndelsen til Velvære og en Stilling uden Sidestykke eller blive et dræbende Nederlag. Det siste er sket, thi vi har ingen Sukces.

Det gik i Randers iaftes godt, Huset var udsolgt – men saa lille et Hus! – og jeg spillede med megen Energi. Men Aalborg var CannæN. Præget er sat paa det hele og det kan ikke genoprettes.

Jeg vil nu gaa lige i Ilden – til Roeskilde, thi jeg er for god til at falde for en Folkeblads Kritik. Jeg skriver personlig til saa mange som muligt – private og Kritikere og beder dem gøre alt for at hale vor Omgangskreds derned. Man vil kunne komme hjem om Aftenen.

Dette er en Venskabspligt for mange. Man følger dog til Jorden. Hvad jeg nu maa er at forlade Nationaltidende. Jeg vil ikke blive og udsætte mig for al denne Pinagtighed. Hvad der er mig tungest, min egen Ven, er at vi maa skilles. Jeg havde glædet mig saa meget til, at vi skulde arbeide sammen, blive sammen, indtil du engang blev gift. Nu maa jeg reise bort. Mine Affærer tvinger mig til at leve af intet. Hvad der skal blive af BørneneN, ved jeg ikke.

Naar vi sés, kære Peter, kan vi tale om dig. Bierring N vil for min Skyld give dig mere Arbeide, vi skal alle sørge for, at du faar en 4000 at leve af – og derfor kan du nok leve – ikke?

Jeg er dum, at jeg igen begynder at græde, men jeg taaler dette mindst at tænke paa, at vi skal skilles, at jeg skal skilles fra saa meget, som var mig kært.

Men fortsætte som Forfatter paa den gamle Maade – vil jeg ikke.

Kære Peter – arbeid saa for Roeskilde. Jeg har ikke en Skilling. Da der ingen Penge kommer ind, tør jeg ikke bede om noget og véd slet ikke, hvad der skal blive af.

Herman.