Herman Bangs Breve: 18840724001

24.7.84A.

Grunden til, kære Fru Ferslew, at jeg sender dette Brev til Dem og ikke til Deres Mand, skal De erfare. Jeg afsender det nu, fordi jeg er til Ende med mine Kræfter ‒ om nogle Dage vilde jeg maaske ikke mer kunne samle mine Tanker. Tilgiv ogsaa, at det er springende og maaske forekommer Dem besynderligt, men nu, da jeg efter saa mange Kampe begynder derpaa, forstaar jeg ikke selv, hvorledes jeg skal udholde at bringe disse Linier til Ende.

Det er Jordpaakastelsen af mit hele Livs lykkeligste og bestandige Drøm. I al denne Tid, hvor jeg har arbeidet har jeg tænkt hver Gang, jeg seired: Det er Begyndelsen til denA Tid, hvor du ogsaa vil kunne blive Skuespiller. Fra min Barndom har jeg kun tænkt dette. Ser De: altid vil Skuespilkunsten forekomme mig den mest levende, den viser os Mennesket i hans eget Billede, vort eget Ansigt, straalende af Glæde, fortrukket af Sorg. Det er vore Skrig ‒ det er vore Ords Tonefald ‒ det er Livet selv. Og det er min Overbevisning, at til dette var jeg født; at mine Evner, som jeg saa tit har dissekerede, undersøgt paany, mundede ud i dette. Jeg eiede fremfor noget Evnen til at »spille« et Optrin i mine Romaner. Naar jeg skriver, taler jeg; naar jeg digter, spiller jeg Handlingen. Altid det samme. Og i Stilhed havde jeg udarbeidet mit Organ, anstrængt mig for at gøre dette spinkle Stof til et lydigt Instrument.

Saa smagte jeg en Dag den første Dag den første Draabe af Seirens Vin. Den brændte mig. Jeg saa i en altfor lykkelig Drøm alt det opfyldt, som jeg havde levet paa og haabet paa. De store Ærgerrigheder, som jeg hører til, de har en egen vild Glæde ved at staa Maalet nær. Hele deres Liv kan strømme ud i et Glædens Minut. Saa vilde jeg forberede alt. Jeg reiste og holdt Foredrag, Lykken fulgte mig. Jeg saa ikke, at denne Sukces maaske mest skyldtes mine Fjender, mer end hvad jeg virkelig selv havde udrettet. Heldet syntes at følge mig overalt. Der var nu kun en Anstødssten, Pengene. Men Midlet til at komme ud af de ydmygende Forhold syntes let. Jeg kunde samtidig med at jeg erhvervede Rutinen til de store Opgaver, som ventede, tjene Penge: Jeg vilde spille i Provinserne. Aldrig er der fattet nogen skæbnesvangrere Beslutning. Mine Beregningerne var ikke urimelige: jeg sagde: du har gjort Lykke i København, enfin ‒ i værste Fald vil Provinserne være uforstaaende, de vil ikke vove at sætte sig op imod Resultatet af dit Spil i »Byen«. Dette mente jeg og glemte, at noget »direkte« vidste man i Thisted ei om min Komedie her. Fremdeles var Provinserne det værste Sted at spille. Mine Fortrin kunde man næppe forstaa og alle mine Feil vilde ligge lige for. Alt dette ser jeg nu ‒ at jeg ikke saa det den Gang! Deres Mand var den eneste, som havde det sande Blik for Faren. Og jeg, som altid har raadet mig selv, adlyder aldrig andet end mit eget Ræsonnement, som kan tage Feil.

Intet Menneske ved, hvad jeg har lidt. Man kan kun lide saaledes en Gang i sit Liv ‒ saa afstumper selve Smerten vore Følelser ‒ og vi bliver om ikke lykkeligere saa dog i det mindste mindre modtagelige. Men vi bliver ogsaa haardere, bitrere; inderst i vor Sjæl ubøieligere.

Jeg har i en Krog af mit Minde saa smerterige Erindringer, at jeg føler en kold Grusomhed mod alle Mennesker.

Saa har jeg villet sætte min Krig igennem. Ja ‒ at jeg faar skrevet disse Ord ‒ og jeg har opgivet dette. Ja ‒ opgivet det. Lad mig saa ikke tale mere derom. Verden skal kun se Frugterne af min Beslutning.

De er disse: At saavist som jeg aldrig i ti Aar har sat mine Fødder paa nogen Dilettantscene, saavist vil jeg aldrig mer, hverken privat eller offenlig spille Komedie.

Jeg vil fremdeles leve for at stige saa høit jeg kan. Og »Nationaltidende« skal, om Deres Mand vil det, være min Mark. Jeg indser, at jeg kun kan seire ved at samle mine Kræfter; jeg skal samle dem.

»Fædra« er dramatiseret. Bierring og Kancelliraaden N vil have den til »Sarah« N. Jeg ved, at et stort Navn gemmes i dette Drama, men jeg vil ei eventyrlige Foretagender. Via Tyskland kan Stykket langsomt vinde sig Vei.

Men ‒ for at kunne dette, maa jeg hjælpes. Mine Kræfter er udtømte. Jeg ved, at det er let nok sagt, at jeg »maa hjælpes«, men jeg har lidt for meget til at kunne modstaa længer. Har De saa megen Godhed for mig, at De vil gøre mig denne Ligbegængelse af min Ungdoms Haab lettere ‒ saa tung har den været endda.

Jeg vil ikke, at man for Fremtiden skal sige noget paa mig. Min Gæld skal jeg betale. Mit Hus er opløstN eller bliver det i August. Værelse til mig har jeg leiet. Men for at gøre alt dette muligt og min Genkomst lettere maa jeg bort en Tid. Mit Sind og mit Legeme trænger til Ro. At faa Fædra frem i Tyskland er et Paaskud til at opholde mig der.

Dette er Grunden til, at jeg skriver til Dem. Deres Mand har en Gang forbudt mig at tale til ham om Penge. Men det vil være nødvendigt at betale, hvad jeg skylder fra TurnéenN, og desuden Pengene til disse to Maaneder. Da vilde jeg komme tilbage midt i September.

Jeg antager, jeg kunde vende tilbage i min gamle Plads ved BladetN ‒ det vil sige med 300 Kr. om Maaneden. Naar jeg da var der for to ‒ kunde de nødvendige Penge aftjenes i 1½ Aar. Naar jeg flytter o:s:v: kan jeg sagtens leve. De skal sé, ogsaa i Penge skal jeg blive fornuftig.

Tilgiv mig, at jeg ei skriver mer, men jeg er for træt. Jeg taaler intet i denne Tid, og Bevægelsen overvælder mig. DetA vilde være mig kært, om dette blev helt mellem Deres Mand, Dem og mig; meget herhjemme vilde da lettere ordnes. Den Sum jeg skulde laane var altsaa 1800 Kr.

Tilgiv den daarlige Skrift men Slutningen af Brevet er skreven i Sengen.

Svar mig snart, da Ventetid er svær.

Deres hengivne

Herman Bang.

Nørregade 45.

K.