Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 18840819001

Brev fra Bang, Herman til Neergaard, Niels

A København, Rigsarkivet, Personarkiv 6026: Niels Neergaard, III: korrespondance; intet blyantsnummer. Brev, 1 side. Egenhændigt skrevet af Herman Bang. På brevets bagside har Niels Neergaard skrevet en kladde med mange rettelser til sit brev til Severin Abrahams: Hr. Direktør S. Abrahams. / I det af mig udg. Maanedsskrift Tilskueren agter jeg i den kommende Sæson af og til at optage Artikler om Teaterforhold og særlig fremtrædende Begivenheder paa Teaterlivets Omraade, og jeg har dertil sikret mig dygtig Bistand. I Fortsættelse af de Bidrag, Tidsskriftet allerede har indeholdt af Dr. E. Brandes om det kgl. Teaters sidste Sæson og af H. Schwanenflügel om Opførelsen af Hamlet, har jeg nu for næste Hæfte truffet Aftale med Hr. H. Bang om en Artikel om Judic-Forestillingerne paa Folketeatret og tillader mig i den Anledning at henstille til Dem, om De vil vise »Tilskueren« den Velvilje at overlade den en Billet til de nævnte tre Forestillinger. / I Haab om et imødekommende Svar forbliver jeg Deres ærbødigste / N. Neergaard

Bemærkninger Fra september 1884 til 1886 var Bang bidragyder til det nyligt grundlagte månedsskrift Tilskueren , der havde Niels Neergaard (1854-1936) som redaktør.

19.8.84.

Kære Hr. Neergaard.

Det skal være mig en Fornøielse at opfylde Deres Ønske. Artiklen skal De have den tredivte bestemt ‒ men skriv til Abrahams eller hellere gaa til ham paa Theatret Kl. 11 og sig ham, at »Tilskueren« maa have en Billet. De kan da benytte den første Aften, jeg de to næste.

Bien à vous.

Herman Bang.