Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 18841100001

Brev fra Bang, Herman til Nansen, Peter

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 4043, 4to. Nr. 80. Brev. Egenhændigt skrevet af Herman Bang.

Bemærkninger Brevet skal sandsynligvis dateres til Peter Nansens første tid ved dagbladet Politiken, der blev grundlagt 1.10.1884. Først i maj 1885 blev Bang bidragyder til Politiken, – deraf vel advarslen mod at røbe hans håndskrift på Politikens redaktion. Den svenske basbaryton Algot Lange var engageret ved Det Kongelige Teater fra 2.9.1884 (Don Juan) og blev fast ansat dér 1.7.1885.

Min kære Peter.

Jeg gik op i "Athenæum" for at finde noget til dig; fandt dette mindre kendte og oversatte det, siden du har saa meget andet at gøre.

Jeg tror, at denne Rubrik-Titel er god. Men tag ialfald ikke Ordet "Tema". Maaske bedst: "Dagens Emne". Det lyder: "Naa – hvad er saa Dagens Emne?"

Det er faldet mig ind, at Sangeren Lange er en dannet Mand. Han vil paa Søndag og Mandag være en af "Nuets Folk". Lad ham skrive en Spalte (Indtryk, hvadsomhelst). Journalistik er Aktualitet.

Din Herman.

Hvis du vil saaledes, kommer du og faar en "Clarétie" hos mig.

For Guds Skyld vær forsigtig med min Skrift, at ikke Es eller E.B ser den.