1885. 2. april [skærtorsdag]. [Hangö]

2.4.85.

Jeg vil lade Munden løbe, som i gamle Dage, Peter, naar vi sad hver med sit Lys paa den grønne Puf og kunde ikke komme i Seng, fordi vi havde saa meget at sige – saameget, vi havde sagt saa mange Gange før. De gamle Dage med "Ida – er et farligt Barn – Louise – Hr. Nansen – stoler jeg paa – hun har intet af sin Fader"N – de Dage, som ikke mer kommer igen. Det er ikke alene Erindringen, som forskønner dem, de havde Sorger, men de havde deres eget Præg – Præg af Fortrolighed, af Samliv, af Fællesskab i Modgang, Fællesskab i Medgang. Det er forbi. Jeg vil næppe nogensinde mere blive i mit skønne Fædreland tre Maaneder ad Gangen.

Du vidste ikke, min Ven, hvilket Lod du kastede i en andens Vægtskaal den første OktoberN. Men ser du, for mig maa Sager altid være Personers, kære Personers Velfærd – ellers kan de ikke opfylde mig, ikke holde mig fast ved Arbeidshjulet. Alt, hvad jeg havde villet af organisatorisk, af reformatorisk i mit Fædreland, hvad jeg havde villet skabe for min Generation af Forfattere fremfor alt pekuniært – har jeg forladt. Men jeg vil ikke bo i Ruinerne... Andre vil bygge og plante – jeg vil glæde mig derover, og en Dag vil jeg sætte mig paa en skyggefuld Bænk i en af de Livets Alléer, I har plantet. Men indtil da paa Vandring – –

Og hvorfra er det saa, jeg skriver? Du har aldrig hørt Stedets Navn, og du vil aldrig faa det at sé. Inat var jeg paa Vinterfart over den botniske Bugt. Nu er jeg i Hangö. Det er Finland. Udenfor mit Vindu holdes Torv. Varerne bringes ind paa Slæder – de, som handler minder saa om Russer, saa om Svensker. Nede paa Banegaarden er det ene Opslag svensk, det andet skrevet med de underlige russiske Bogstaver, der minder om det Krimskrams, Zigeunersker i Folkekomedier har paa Bælterne. Rundt om er Plakater fra Petersborgerfirmaer – og i mit Blod begynder det allerede at krible som hver Gang, jeg nærmer mig en stor Stad. Ved du, det er, som om den trak i En og allerede slog sin Luft om En og førte En med sig ligesom en Hvirvel. Jeg har mærket det saa tit, hvordan dette eneste Storstads-Navn, denne Lyd kun, formaar at trænge ind i hver eneste Tanke og faa den til bare dette at kredse om sig og vente og stirre paa sig og vente. Petersborg – Petersborg. Jeg forsikrer dig, det lyder som Stormklokker – saadan kalder det paa En.

Papa sagde: Naar du bliver Student, tager jeg med dig til Petersborg i Julen. Nu kommer jeg der – til Paaske.

Overfarten var græsselig. Nu spiller de tyske Reisende Kort i Gæstestuen, og den unge finske Skønhed, som drog fra Stockholmer Saison for at smage Petersburger-Saison, rank og slank, med dovne Finne-Øine – igaar ved Table d'hôteN stod bag hendes Stol Livegen-underdanig en Kosak og betjente stum "hendes Naade" – har nonchalant lagt sig paa enA Sofaen foran Ilden med et Isbjørneskind til Dække. Her er koldt en bitter Kulde, som gaar gennem Marv og Ben...

Forresten er det interessant, "det finske Skib". Det gaar kun én Gang om Ugen. Gennem Is og gennem Storm. Afskeden i Stockholm er altid varm. Ved intet Skib er der saa mange Mennesker, ved ingen Afsked saa megen Vemod. Den finske Koloni i St. siger Farvel til Slægtninge og Venner som vi vilde sige det til Sønderjyder. Finland er Skandinaviens Sønderjylland nu. Mig sagde naturligvis en Mængde Mennesker Farvel, og jeg fik mange Buketter med de svenske Farver. I Göteborg skreg man Hurra og hvinede. Her indskrænkede man sig dog til at vifte.

Du skrev, at jeg havde intet fortalt om mine Venner i St. Det er for ei at irritere mig. Du gør dig intet Begreb om disse Mennesker. Min Ankomst var dem en Fortvivlelse. Ser du, G.G. vil nu selv have et skandinavisk Navn; Hr. Staaf N – en lokal Berømthed – spekulerer paa fra Venstre at blive Høire; August L. frygtede mig; Fru Edgr. var bange; – Følgen var, at alle Mennesker modtog mig med: desværre – vil jeg have saa daarlig Tid at være sammen med Dem. G. af G's Stilling tillod ham ikke at sidde ved Siden af mig i Teatret. Det var Venstre. Høire kendte mig ikke. Jeg var for "den svenske Erik"N (Cl. L.)N en Skoledreng, hvem man sparkede første Gang og siden ikke omtalte. At høre disse Folk, du, som ikke kendte andet af Turgenjew end "Helena" (der lige var udkommet paa Svensk) udtale sig om min Forstaaelse af Russeren. Jesus-Maria – om jeg havde haft dig her til at lé med ... Naa, det nyttede jo ikke at skrige op. Jeg indskrænkede mig til en Gang under Publikums Jubel at haane disse Gentlemen. Afgjort er det (og husk vel, at jeg naturligvis af mange er blev dækket med Laurbær) at den svenske Presse er den mest uvidende, arrogante og selvsyge, som existerer i Verden. Desværre har jeg intet samlet af dens Snak – ellers kunde jeg have bragt den skønneste Buket af menneskelig Dumhed.

Gustafs ForlovedeN er en Teatersfinx, store Øine, raa Stemme – mellem os en ren Ludder-Udgave, Ludder i Teaterformat. De gnider sig op ad hinanden som to Katte, hun er brutal og spjættende af Lidder. Han, tyk, Dag for Dag tykkere, Maven frem, Provst for den nye Literatur. Grinende af Begær, og jeg frygter, af fed Impotens. Alle de unge gaar omkring, synes jeg, og venter paa Præstekald i Samfundet. G. lægger for.

"Eugenia" er iøvrigt helbefaren i Kærligheden. Ifjor tog hun Gift af Elskov til ØdmanN. G. af G. sagde til mig: "Nei – min Ven – hun er ingen Ingenue"N.

Det mindede mig om William, da han sagde: "Nei, Julie er Gud ské Lov ingen Ingenue". Jeg frygter det grummeste af dette Ægteskab. Gustaf sagde: Vi gifter os til Juni – og flytter ud i Skærgaarden. – Der skal han altsaa hen for at blive mager.

De rareste Mennesker er Fru Edgrens Kreds. Det er et Stykke Europa midt i Barbariet. Især Fru CowalewskyN. Hun er Matematik-Professor og med al sine Algebra en fuldkommen Dame. Hun ler som et Barn, smiler som en aandfuld Kvinde. Hun forstaar en fortryllende Kunst: at sige sin halve Tanke, saa tie og have sagt – den hele, mens hun tier. Der er et Spil af Lys og Skygge over hendes Ansigt, af Bleghed og Rødmen, som jeg næsten aldrig har set. Og saa taler hun et blødt glidende Fransk, illustreret med saa hastige smaa Haandbevægelser, at det vilde trætte, hvis det ikke var saa katteagtigt henrivende. Det er besynderligt at høre hende og Anne Charlotte tale sammen. A.C's klare og kolde Fraser falder ind i Russerfruens Tales Glimmerflor som langsomt førte, høfligt snittendeA Knive. Alt, hvad der i Stockholm er værd at kende, kommer hos Anne Charlotte, som er en glimrende Værtinde. Kun hendes Saloner er besynderlige; pyntet op med Femti-Øres Ting og de besynderligste Pjalter af Gardiner og Portièrer. Men naar der er mange Folk, og man ser det hele flygtigt, er det virkningsfuldt som en Teaterdekoration.

Jeg fik Bud hjemmefra om at skrive om HøedtN, men jeg sagde nei. Saalænge jeg kan, skal mit ædle Fødeland være fritaget for hvert Spor af mig, og jeg haaber, jeg kan det nogen Tid.

Du ved, jeg altid har længtes til Finland. Det er noget nyt. Her i denne Afkrog kæmper to Nationaliteter, to Kulturbevægelser. Det ophidser og anstrænger Menneskenes Evner. Og Rammen om Kampen er besynderlig og rig paa Skønhed. Sø ved Sø ligger frossen Landet over, ingen Bakker, ingen Høining; bare Sø og Enge, frosne, hvide under en graa og tung Himmel. Det er en Slags Skønhed, men en Skønhed, som gør tung og kold om Hjertet.

– – Nu har jeg været ude at besé Staden. Det er tyve Huse, som hænger midt i Klippernes Øde. Her mødes Storm fra Nord med Storm fra Øst, og selv idag, hvor det er stille, hører man et Sus fra alle Kanter – "Byen" hænger paa et Næs – som Brus af tusind Telegraftraade for Vinden. Det er den botniske Bugt, som murrer. Og véd du, at jeg saa midt i alt dette finder et Hus med franske Rideauer, fortrukne over lyse Silkegardiner og et stort, pragtfuldt Væksthus op til Huset? Hvem dræber Tiden inde bag de Parisergardiner og fryser tre Fjerdingaar i Selskab med stakkels halvdøde Palmer? Erindrer du en Aften paa Skodsborg N? Hedvig Vinter-HjelmN deklamerede finsk for os, saa hendes grimme Ansigt næsten blev smukt derved – og hendes forspiste, rare Mand stirrede paa hende med idiotisk Beundring? Nu er det dette Barnesprog – det lyder som du ved, naar man taler til Smaabørn og Hunde – som lyder i Ørene i Butik og paa Gade. Det har saa troskyldig en Lyd, det stakkels Fattigmandssprog.

Du, hvor det er sørgeligt med Fru Diedrichsen – at hun vist kommer til at staa uden Stilling, uagtet hun har et virkeligt Talent, som kun behøvede passeligt Rum for at spire og tage Fart. Jeg har strax skrevet til Andersen og anbefalet. Abrahams sidder naturligvis tyndt i det, og kender jeg Jøden ret, vil nu kun tro at kunne redde Situationen ved et eneste: at spare. Derfor giver han vel ogsaa nok Afsked til halve Rusen af Personale. At afskedige Marer vilde vel være for dumt, men lade ham sulte videre med sine 1200 – det gør AbaN nok. Han skrev til mig forleden.

I de siste Dage var der i Stockholm kun Tale om KrigenN. Man mener, det vil bære over denne Gang. Alle Mennesker sagde: "Ja, De ønsker vel Krigen. Det vilde være den økonomiske Redning for Danmark og bringe København nær sine Storhedsdrømme". En langvarig Krig maaske, men nutildags fører man jo ikke langvarige Krige. Et Par Dage ventede man i de høieste Kredse virkelig i Løbet af 48 Timer at sé Østersøen blokeret af Englænderne. Jeg synes, at disse to Stormagter i Kamp med Skibe sværmende i Nord og Østersøen vilde minde lidt for meget om en Høgeflok flakkende om en Duerede. Vi var Duereden. Kongen og Dronningen af Sverig reiste iaftes til Konstantinopel til den døende Prins Karl N. Han var den smukkeste i Familien Bernadotte, skøn som en Gud under sin Dragon-Hjelm. Victor HartmanN har faaet Slag, hans Frue er atter opgivet. Stockholm vaander sig under saa mange Ulykker – bliver dog ved at polkere. Véd du, at man her paa Ballerne er raa nok til at danse uden Ophold, bare svinge rundt og rundt ligesom paa Bønderballer. Der er Kraft i de svenske Knæ. I Upsala gav man en Fest for mig, der endte, sagde man mig, med et blidt Slagsmaal. I Helsingfors pleier FêterN at ende med, at man slaar hinanden ihjel. Formerne for Gemytlighed skifter jo med Landene. Enfin – jeg tror, man mener det endda lige godt med hinanden, mindst lige saa godt som hos os.

Du er vist ikke paa en Gang kommet til Ende med denne Epistel – har den, naar du naar hertil virkelig ligget to Dage i din Lomme? – men nu skal du blive fri. Jeg vil "æde" en Appelsin og forsøge at fordøie et Kapitel af "Une Diva", en saakaldt RomanN.

Lev vel, cher. Jeg skriver herfra Finland ogA Petersborg til norske og svenske Blade (Oversættelse til dansk forbudt.x) Til dig skal jeg sende Brev snarest fra Helsingfors. Mange Hilsener til Immanuel.

Din Herman.

x) Ikke fordi jeg tror, nogen havde Lyst – men det er saa en Form.