1885. 3. maj [søndag]. Vaasa

Vasa. 3.5.85.

Min Ven.

Ikke sandt – det er fra barbariske Byer, jeg skriver. Dette er den nordligste Jernbanestation i Rusland. Iforgaars feirede Befolkningen Vaarens Komme vadende i Sné, indpakkede i Peltse. Man solgteA Vintergækker opfostret i Drivhus.

Iaften taler jeg her for siste Gang, reiser saa atter to Dage paa Jernbane, taler Tirsdag Aften i Viborg for siste Gang og siste Gang i Finland og drager til Petersborg. Jeg har atter været sammen med Menter. Hun har foreslaaet mig at ledsage hende i Oktober paa en Koncertreise gennem Norden paa glimrende Betingelser. Ogsaa har der været Tale om at faa mig til Leder af Teatret i Helsingfors. Jeg vil det gerne, da jeg saa i al Ro kan uddanne mig som Skuespiller.

Gode Gud – hvor dette er uudholdeligt. Omflakken og Fester og Krænkelser og Begeistring og Glemsel. Forgudet idag, nedstyrtet imorgen – Champagne, der beruser idag – imorgen for den samme Mængde kun det tomme Glas, hvoraf den drak. Jeg kan jo kun en Kunst: vække de, som sover – men de vakte staar op og forlader mig.

Naa – det var ikke om det, jeg vilde tale. De finske Blade svømmer over med Københavnerbreve. Jeg læser dem med en grænseløs Animositet. Det herskende Partis ubeskrivelige Dumhed vil give al Konservatisme Dødsstødet, og en smuk Dag vil vi staa ved en Republik. Og det for høit regnet ti Mænds Dumheds Skyld. Imidlertid vilde Eders Resolutioner o:s:v: være uhyre komiske, hvis det ikke i Virkeligheden var saa sørgeligt det hele. I spiller Verdensdrama paa Kongens NytorvN ligesaa grinagtigt, som om man vilde opføre Tragedier paa Tivolis aabne Teater. Mens Krig og Kolera truer, og Europa staar foran uendelige Kriser, laver I Revolution i Lommeformat og parererN om, hvem der kan skrige høist. Naar man ser paa alt det fra et fjernt Land, hvis hele Eksistens er truet af en mægtig Krig, hvor tusind Bevægelser er oppe, og hvor to Nationer – ikke to Partier – kæmper om Herredømmet og Magten, bliver man rød i Hovedet, naar man tænker paa, at det Farceteater, hvor de politiske Klovner kaster sig dette Mel i Ansigtet, er Ens Fædreland. Og man oprøres til Væmmelse over Dumheden. Jeg er lykkelig ved, at jeg i lange Tider kun paa Besøg skal vende hjem. Det er længesiden, jeg var lykkelig i Danmark – og ulykkelig kan man hellere være ethvert andet Sted.

Jeg læser meget disse Landes Literatur. Jeg tænker snart den Tid ikke er fjern, hvor jeg ved næsten ligesaa meget om svensk Literatur som Otto B. Skade, at denne Literatur er saa sørgelig ynkelig. Paa Onsdag Formiddag er jeg i Petersburg. Jeg haaber, det skal oplive mig. Ti jeg er ualmindelig træt og skranter uafbrudt. Mine Krampeanfald er hyppige og heftige. En Mand skrev forleden i en Avis: Herman Bang – Skyggen af et Liv og dog idel Liv – udbrændt Kul og dog Lue – ser du, saadan skriver man i Finland. Men "Finsk Tidsskrift" var for "skralt". En stor Feide er udbrudt i den Anledning og føres i alle Blade. Mit Navn er som det røde Klæde for Tyren for nogle – for andre en Fanfare. De begynder Marschen – disse Unge, med mit Navn paa Læberne.

En Student i Helsingfors kom til mig en Dag paa Hotellet og midt som han sad, gav han sig til som afsindig at kysse mine Hænder og sagde: Ja – ja – tilgiv mig – men jeg maa – jeg maa. Véd De da ikke, at De er vort Ideal – deA andre er maaske større end De, men Dem elsker vi – – – Og véd du, kære Peter, at alt dette kun gør mig træt og fortvivlet. Ti jeg betyder ikke det bedste hos min Generation.

Din Herman.

Du hilser naturligvis Hvalpen.