Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 18850513001

Brev fra Bang, Herman til Nansen, Peter

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 4043, 4to. Nr. 291. Brev, 5 sider plus én linje. Egenhændigt skrevet af Herman Bang. Tryk: Vandreaar nr. XIX

Bemærkninger Jf. svensk interview med Bang i Dagens Nyheter, 23.5.1885, samt Bangs beretning i Nutiden i Billeder og Text, 1.5.1887, s. 302. Lokaliteten Riihimäki, dengang jernbaneknudepunkt med direkte forbindelse til Sankt Petersborg, er beliggende ca. 70 km nord for Helsingfors.

Richimäki i Finland den 13.5.85.

Kære Peter.

Jeg var da altsaa igaarmorges i Gatshina . Jeg maatte op Klokken syv, hvilket er ukendt og græsseligt i Petersborg, hvor de bedre Butikker først aabnes Kl. ti, og hvor det første Morgenblad erscheiner Kl 10½. Folk af dem som den finske Bonde kalder "så ryssligt fint Folk" staar aldrig op før Kl. tolv, og der findes i Petersborg fornemme Damer, du, som hele Vintren ikke ser Solen – de naar ikke ud af Sengen før efter to, og Klokken to tændes Lamperne. Men det forstaar sig, saa sér de til Gengæld Elektriciteten langs Newski og de mægtige Baal paa Newa – det er næsten bedre. Sove gør man i Petersborg meget lidt – man faar Tiden til at gaa uden det. Man gaar i Selskab Kl. 12-1 om Aftenen, kommer hjem Kl. fem om Morgenen, spiser (hvad der er høist comme-il-faut) Frokost, en petit comité, en fem-seks Stykker og gaar til Ro Kl. otte. Men, som en Russer sagde mig, man døser saa mer end man sover – "parceque cette ville sotte commence deja de faire bruit" (saa godt taler en Russer fransk) – –

Men, Himmel og Jord – det var Kejserinden. Altsaa op Klokken 7, hen til den forbandede Hofskrædder, som havde besigtiget mine Klæder og fundet mine Benklæder for snævre(!) til Hoffet, saa der maatte syes et Par andre paa ti Timer. De kostede en Bagatel af tredive Rubler (60 Kr) og sad afskyeligt. Efter dette gjorde jeg, Klokken var nu halvni, to blide Forsøg paa at blive barberet, men det mislykkedes – saa dansede jeg ubarberet til Keiserinden. Ikke destomindre saa jeg meget distingué ud – helt sort – de gule Knapper og Atlaskopslag var ofret – jeg har ikke været saa tarvelig siden min Altergang. Farten til Gatshina er trist, gennem fladt Land, der ligger nøgent og ser dumt ud. Langs hele Banen er der arrangeret Jordhytter, hvor nogle ulykkelige Soldater faar Lov at kravle ind om Natten efter hele Dagen at have staaet plantet langs Banen. Der staar saadan en Sjæl hvert tredie hundrede Alen. Jeg kørte i samme Waggon som Krigsministeren, en gammel, ualmindelig Dogg'et – alle russiske Generaler ligner Dogger – Gentleman, som paa Veien – en Time – gjorde Kaal paa tredive Cigaretter. Med mig var en Hr. Mynter, en Ven af Papa og meget protegeret af Keiserinden. Gatshina Station er velbevogtet, et Dusin snedige Politiøine fulgte ogsaa min Ringhed men veg sky tilbage for den keiserlige Vogn, som Tjeneren lukkede op, hvorpaa vi for af. I en lille let Ekvipage fløi en ung Storfyrste os forbi. Alt, hvad man har skrevet om Troppekordon'er og sligt, er Unsinn. Der findes i Gatshina ikke stærkere Vagter end ved ethvert Slot. Adgangen til den uhyre Park var kun besat med en eneste Kosak. Slottet er uhyre, som Parken – en kæmpemæssig Halvcirkel og to Fløie. Vi fik anvist et Par Værelser og drak Té, hvor paa Hendes Majestæt var naadig nok til at lade os vente halvanden Time. Hun havde været med Keiseren paa Jagt om Natten ligetil om Morgenen Kl. 6 og tog sig nu lidt Hvile, som jeg under hende. Op gik endelig Døren, og en ubeskrivelig Kurer, gul, rød og grøn, viste sig straalende som Regnbuen. Gennem et Utal af Gange naaede vi en Umængde af Sale. Tjenere drev i dem alle, beskrive dig denne Pragt kan jeg ikke, fordi mine Ord ikke vilde give dig noget Billede. Alt hvad Marmor og Guld og Malerier, alt hvad tunge Fløieler og plastisk Kunst kan udrette – tænk dig det og du vil dog ikke kunne forestille sig det romerske Galleri, hvorpaa Cirkelvæggen Romas Keiserbuster straaler i karrarisk Hvidhed, mens hele den modsatte Væg, ét mægtigt Glas giver Vue over Marmorparken, hvor alle hedenske Guder skinner paa deres Sokler. Vi kom igennem et andet Galleri, der var behængt med persiske Tæpper. Et Virvar af Silke og Farver. Men dette eneste kan du tænke dig: hele dette uhyre Rum, Gallerier og Sale, er mættet med en berusende Blomsterduft, der gennemtrænger alt. Heliotroper, Reseda og gule Roser og Konvaller sender fra alle Kroge, fra alle Trapper, fra hver Afsats ud i Luften deres blandede og hede Vellugt. De gyldne Blomsterkummer bugner.

Tjenerskabet blev tættere og tættere. Endelig naaede vi Keiserindens Gemakker. Hun bor i Mezzaninen og har ikke saa høit til Loftet som du. En Skare Tjenere stillede sig en haye , og vi blev vist ind i – de keiserlige Børns Legestue, hvor noget meget almindeligt Legetøi fandtes til Brug for disse Miniatur-Høiheder. Saa blev Hr. Mynter ført ind til Maria Feodorowna, og jeg fik anvist et nyt Værelse. Det var Keiserindens Forgemak, meget tarveligt; kun nogle franske Malerier af moderne Skole pyntede op. Inde i Værelset ved Siden af hørte jeg Keiserinden tale og lé meget høit. Saa skulde jeg ind. Midt i et lille Boudoir stod en meget ungdommelig Skikkelse i en grøn Kjole. Hun havde en eneste Perle til Brosche. Man ser intet hos hende uden Øinene og den henrivende Figur. Jeg tror, hun et Øieblik blev generet ved at sé mig saa ung ( – jeg saa vist ud som to og tyve!) men et Sekund efter rakte hun mig venligt Haanden, og vi talte sammen en tyve Minutters Tid. Alt i Værelset mindede om Danmark. Under Samtalens Løb pegede Keiserinden op og sagde: Sér De min Melbye! – et deiligt Billede med blaat Hav. Stuen var lille, meget lille og lav. I Hjørnerne stod store blomstrende Rosentræer .... Ja, sagde Keiserinden, her er lille Plads, men jeg har dog Plads til et Klaver .... Vi talte om Bedstefader, om Turgenjew, om Dostoljewsky – hvor hun lo, da hun rettede mig i Navnene og sagde: "Ja – aa – det russisk – Gud, hvor er det svært.["] Jeg tror, Maria Feodorowna kan meget let blive "tøset" – afgjort er det, at hun er ualmindelig fordringsløs og yndig. En af hendes Hofdamer fortalte mig, at under Krigsfrygtsdagene var Keiserinden den eneste, som var glad og fornøiet: Aa – Sludder – sagde hun – der bliver ikke Krig ... Og hun fik Ret, men – hun havde nok ogsaa arbeidet meget for det i Stilhed.

Tilsist rakte hun mig atter Haanden – jeg havde hele Tiden sagt "De" og ikke "Deres Majestæt", saa jeg maatte gøre Undskyldning, hvad hun lo klingende af – og bad mig sende sig en Bog, naar jeg skrev noget nyt. I Nationaltidenden havde hun læst mange af mine Føljetoner. Jeg bukkede, og Audiensen var forbi.

Siden spiste vi Frokost hos en gammel dansk Hofdame og havde det meget behageligt. Atter gennem Sale og Gange, atter Honnørs af Betjening og Kosakker, og vi havde Gatshina og dets Herskerinde bag os. Keiserinden sagde hele Tiden Tyra og Georg – tout simplement.

Jeg forbyder dig at benytte offenligt nogetsomhelst af dette Brev. Jeg vil intet have frem i et dansk Blad. Jeg har mine Grunde derfor. Sikkert vender jeg næste Aar tilbage til Petersborg for under Storfyrst Serge Mikaels protektion – han var hos Generaladjudant Cremer og var meget naadig – at avancere her i Selskabet, og jeg maa intet kompromittere.

Jeg for til Hoffet i Petersborg, pakkede og fløi til Middag hos Baron Vallén, en Nevø af en Statsminister. Saa var mit Ophold i Petersborg endt. En mægtig, men kold Stad.

Din Herman.

Hils "Hvalpen" mange Gange, kære Peter.

Skriv Adresse: Poste restante Bergen.