Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 18851125001

Brev fra Bang, Herman til Nansen, Peter

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 4043, 4to. Nr. 167. Brev. Egenhændigt skrevet af Herman Bang. Torbjörn Nilsson, s. 100

Bemærkninger Brevet omhandler slutfasen af Excentriske Novellers trykning og stammer således fra november 1885, da Bang var på skandinavisk turné med den tyske pianist Sophie Menter (1846-1918). Med al sandsynlighed kan brevet dateres til onsdag 25.11.1885. Den færdige bog med det omtrykte halvark forelå mandag 30.11., jf. Bangs egenhændige dedikation denne dato i det eksemplar af bogen, som han forærede til sin ven og gamle skolekammerat Julius Schiøtt (nu i Det Kongelige Bibliotek). Muligvis befandt turnéen sig 25.11.1885 i København. I Politiken står onsdag 18.11.1885 følgende notits: ‘Fru Sophie Menter har forandret sin oprindelige Rejseplan, og vil nu istedetfor at begive sig til St. Petersborg via Stockholm, rejse dertil over Berlin. Paa Tilbagerejsen fra Stockholm giver Kunstnerinden da, som forleden meddelt, en Afskedskoncert i Kjøbenhavn den 28de Novbr. i Kasinos store Sal, til hvilken Koncert Billetter kan forudtegnes i Hofmusikhandelen.’ Og i samme avis, søndag 22.11.1885: ‘Sophie Menter har under sit Stockholmer-Ophold vakt al den sædvanlige Enthusiasme. Kong Oskar modtog Kunstnerinden i Privat-Audiens om Formiddagen før den anden Koncert, og anmodede hende om at medvirke ved en Hofsoirée. Kongen overværede begge Fru Menters Koncerter.’.

Onsdag Aften.

Min kære Don.

And. Schou har stillet sig meget velvillig. Et Halvark trykkes om saaledes, at de "borede Smaahuller" helt gaar ud. Iøvrigt et Par Smaaændringer efter Brandes' Ønske.

Istedetfor Smaahullerne har jeg faaet et lille Billede fra table d'hôte-Salen.

Jeg er iøvrigt ved godt Mod. Jeg læste inat hele Bogen. Jeg eier snart Samfundsskildrerens Sikkerhed. Hvad der endnu vækker Indignation vil en Dag, naar vi begge bliver noget ældre, blive en stor Auktoritet. Tak for al Hjælp.

Din

Herman.