Herman Bangs Breve: 18851204001

4.12.85.

Kære Peter.

Saa sidder jeg her. Jeg spadserede i Thiergarten, i SeirsfirkantenN. Og mens alle disse Ekvipager rullede straalende forbi, svor jeg en Ed paa, at jeg vilde beseire denne By.

Jeg vil intet Middel lade uforsøgt. Vil ikke skaane mig for noget. Verden skaaner aldrig. Den, som vil binde dens Hænder og kun vil det ene – maa binde med alle Reb. Jeg er ikke mere sentimental; for en Lidenskab gaar jeg af Veien; det ubetydelige, som tager saa megen Plads op i Livet, keder mig; jeg føler mig ikke fristet til som saa mange andre at efterligne de smaa Hunde, som løber og snuser til hvert Træ; det er dog altid den samme Stank, man faar i Næsen.

Jeg læste i Jernbanen min BogN for at mærke mig alle dens Feil. Intet er smerteligere – naar noget endnu er saa ufuldkommnent – men det er nødvendigt. Talentet kan kun komme til at ligne Geniet ved at arbeide med sine Feil.

Jeg vil vie mig skaanselsløst til Arbeide, som maa give mig Penge, og til Sukces'en, som ikke beror paa Arbeidet alene. Jeg vilde kun ønske, at man mindre læste min Vilie paa mit Ansigt. For blot et Aar siden saa jeg endnu ret hjælpeløs ud – og det vil man saa gerne. Nu ser jeg for bevidst ud. Det skræmmer. Jeg vilde give nogle Aar af mit Liv for endnu at have den bløde Mund, som fristede til Kys saamange Kvinder og – Mænd. Men jeg har den ikke. Alderen slaar os Vaabnene ud af Hænderne just, naar Erfaringen har slebet dem.

Finder du meget "grusomt" i dette? Det er kun Oprigtighed. Hvis du husker mig fra for længe siden, vil du maaske sige, at min Livs-Proces har været ganske svær med mange ædende Syrer og sligt – aa ja – visse Kemikalier kan æde saagodt som Hjertet af Ens Bryst.

Der er en Sag, som jeg overveiede paa Reisen, og hvori jeg vil bede dig handle og bestemme for mig. Jeg ved ikke, hvad der er klogest, og jeg vil kun gøre det kloge – ikke det dumstolte. Ydmygelserne maa man dog sluge. Det er den amerikanske Olie – og her serveres Ydmygelsen med det Syltetøi, som vi fik bagefter da vi varA Børn.

Det er Sagen med "Politiken" og Pengene.

Jeg har sagt Nei til Penge af Dr. E.B. Du kender mine Grunde. Disse to Mennesker hader mig dog. Vi kan tiltrækkes af hinanden – ogsaa jeg til dem – men inderst inde føler vi en dyb Afsky, en Fremmedhed. Vi har formange Maal fælles ogsaa. Bøie Nakke og tage Penge af disse Folk – er mig amerikansk Olie. Men er det ret at sige Nei? Her vil behøves alt, hvad jeg kan skrabe sammen for at lade Folk tro, at jeg har en pekuniær Position. Og det maa de tro.

Du er rolig og forstaar at veie til to Sider.

Menneskene hjemme tror dog, jeg er betalt. Vil det skade min nuværende Stilling til Dr. E.B. om jeg tager Penge? Det er dette, som er mig Spørgsmaalet. Jeg vil i modsat Fald bide min Ydmygelse i mig. Du vil let finde Formen overfor Dr. E.B.

F.Ex sige, at du har forestillet mig, at denne Vægring mod at tage Penge for Fremtiden var for dum. Det alt skrevne forstaar sig skal ikke betales.

Jeg tænker mig, kære Peter, at du saa flytterN. Det vilde være mig en mild Glæde – ligesom et Baand imellem os. Alt i Livet slappes eller strammes – ogsaa vore Følelser, selv de bedste – af de ydre og tilfældige Omstændigheder. Jeg synes, du vilde være mig nærmere, om du gik der – i mine Stuer.

Jeg er nu saa træt. Ellers vilde jeg skrive langt om dig. Men imorgen eller ialfald paa Søndag.

Hils saa den dovne Hvalp og pas paa ham – du. Om han dog ikke kunde vedblive at være saadant et godt og rart Menneske.

Herman.