[1885. 28. december] mandag. Berlin

Mandag. Askanischer Hof. Berlin.

De vil, kære Fru Ferslew, blive meget forbauset over at sé min Haandskrift, og naar De har læst mig Brev, vil De maaske med et Suk sige, at jeg altid bliver mig selv lig. Men heri vil De tage Feil. Den, som skriver dette er ikke mere detA Barn, som De en Gang modtog med saa stor Godhed. Det siste Aar har forandret mig meget. Det var i Virkeligheden i det Aar, som nu er svundet, at jeg første Gang skulde prøve at staa helt ene. Det var mig ikke let ‒ men jeg kom over det. Min ForelæsningsreiseN indbragte mig et Renomée ‒ som man kun ikke skal pille altfor meget ved, for saa falder det sammen ‒ og saa mange Penge, som var nødvendigt for at besværge det pekuniære Uveir, som reiste sig, da jeg forlod »Nationaltidende«N.

Men med denne lange Reise var ogsaa Skandinavien ude for mig. Nær og nøie knyttet ‒ som fast Medarbeider ‒ til noget københavnsk Blad vil jeg ikke være. De kan desuden heller ikke byde mig nogen Stilling. Journalistik hjemme blev mig en ligegyldig Sag fra den Dag, da Drømmen om at gøre »Nationaltidende« til mine Tankers Blad ‒ for bestandig veg og sloges til Jorden. Hin Dag indebar en af de bitreste Smerter i hele mit Liv.

Imidlertid ‒ Det kom, som det maatte komme.

Hjemme var nu altsaa efter min Reise intet. Tyskland vinkede med Løfter og Haab om stort Navn. Jeg ‒ ti det var jo dog mig, som hentede alle disse unge Svenskere ‒ har i mit korte Liv af vor Generation gjort mest til at sprænge Danmarks Grænser og gør dem til Skandinaviens. Nu vil jeg ialfald bringe mit eget Navn saalangt, som tysk Aand lever og tysk Sprog tales.

Da Sommeren var forløbet, var mine Penge vide. Men Sofie-Menter-TurnéenN skulde give mig en ren Indtægt af femtenhundrede Kroner og isaafald havde jeg nok til at holde ud her, indtil jeg skulde begynde mine Forelæsninger. Menter-Turnéen bragte mig imidlertid kun Tab. Da en Dame var i Spillet, gav jeg tabt overfor mine Uvenners Intrige-Væv og satte ved Reiser o:s:v: omtrent alt det til, som mine Bøger, beheftede med Afdrag som de var ‒ gav mig.

Valg havde jeg imidlertid ikke. Jeg maatte reise. Mine Noveller skulde udkommeN ‒ og den vanlige Skæbne ventede dem: Skraalet.

Jeg ved jo ikke, hvad De mener om denne Bog. Den, som har fulgt min Ungdom, maa imidlertid kunne sé, hvilket grænseløst Arbeide der ligger mellem »Fædra« og »Charlot Dupont«. Samfundsskildrerens Pen er blevet spidset i min Haand. Den Ensomhed, i hvilken jeg her lever og ønsker at leve, vil give mig Kraft til at føre denne Pen.

Efter saa mange Anstrængelser troede jeg ikke at kunne udholde det Skraal, der truede, Lægen trængte paa ‒ jeg reiste.

Jeg kom hertil og har vel aldrig nogensinde i mit Liv arbeidet som i denne Maaned. Jeg har skrevet Korrespondancer til hele Norden: til Stockholm, Göteborg, Helsingfors, Bergen, Artikler til »Tilskueren« [et ulæseligt ord]A »Nordstjernen«, »Nutiden« ‒ for at skrabe Penge sammen. Samtidig har jeg arbeidet som en gal for at trænge frem her. Og Lykken har været mig god. En HollænderN eier her et stort illustreret Blad ‒ Schorers Familienblatt ‒ og denne Hollænder havde læst mine Noveller (som er oversat paa hollandskN.) Han hørte, jeg var her og kom til mig. Han var begeistret, og jeg benyttede hans Begeistring. Jeg skrev i fem Dage otte Skitser og fik dem oversat og gav ham. Han var vist »erstaunt« over denne Kraftprøve (Novelletterne er delvis meget gode) og han bad mig skrive en Rubrik hver Uge i hans Blad: »Wöchenliche Novellen« blev slaaet fast. Samtidig hermed gik jeg til »Berliner Tageblatt«. Jeg vilde her tage min Tilflugt til min fasteste Position: Skuespillerkritik. Jeg bad om at maatte skrive et »Studienkopf« af en af Berlins Koryfæer, og Redaktøren sagde overlegent: Skriv bare. En Uge arbeidede jeg derpaa og lod det oversætte under mine Øine. Redaktøren læste det ‒ og tog det for det første Numer i det nye Aar: det første »Montagsblatt« bringer altsaa Studienkopf, og Schorers No 1 Novelle af mig.

Paa samme Tid har »Stille Existenser«, »Pernille« o:s:v: begyndt deres Parademarsch gennem dette store Lands Blade. Ogsaa de gamle »Themaer« om »Nonneby« og »Galeby« oversættes her. »Elna« ‒ af mine Noveller den bedste ‒ skal i »deutsche illustrirte Zeitung«.

Saa alt det er godt. For Manuskripter faar jeg det halve, Oversætteren det halve. Alt trykt stjæler Oversætterne ‒ og jeg lader det ske for at faa mit Navn spredt.

Om Aftenen læser jeg tysk med min Lærer.

Alt dette Arbeide har bragt mig i en ubeskrivelig Tilstand af Ophidselse, som øges derved, at Bladene vel modtager mine Bidrag, men fra hele Norden har jeg endnu ikke modtaget mer end 100 Kroner for alt mit Arbeide. Jeg har skrevet og skrevet til Finland, hvor jeg har ikke saa lidt til Gode ‒ men intet Svar. Med alt mit Slid, med alle de lyse Haab ‒ sidder jeg nu her paa dette Hotel, hvor Regningen svulmer op, og kan ikke komme bort og ikke faa nogen Leilighed, fordi jeg er uden Driftskapital. Fra de tyske Blade faar jeg først Honorar til første Februar. Fra de skandinaviske vel først ind i Januar, hvor meget jeg end skynder paa. Uhjælpeligt stiger imens her Udgifterne, som snart ikke mer kan dækkes. Men for ikke mer at skulle skrive omkaps med Dagens Fordringer ‒ de nødvendigste ‒ og for at komme i egen Bolig og der holde ud en Maaned ‒ hører 400 Kroner. Her skal jo betales. Naar jeg beder Dem og Deres Mand understøtte mig med disse Penge, taler jeg ikke om Laan ‒ det vilde være en Latterlighed. De vil sige, at jeg har baaret mig ad letsindigt som altid ‒ nu sidder i det ‒ som altid ‒ og da kommer til Dem ‒ som altid. Jeg vil dog svare, at hvis Bladene sendte mig mit Tilgodehavende, havde jeg i dette Øieblik nok. Men vente kan jeg ikke længer. Og fremdeles: denne Hjælp, som jeg nu beder om ‒ den er ikke til at kaste i et gammelt Svælg men til at bane en ny Vei, hvor jeg allerede gaar godt, om jeg blot er ude over den første Begyndelse.

Jeg kom ikke til Dem i København ‒ jeg vidste ikke, om jeg var helt velkommen. Og dog skriver jeg dette Brev? Ja ‒ fordi jeg véd, at Deres Mand og De gennem alt har respekteret mit Arbeide. Og det er nu mit Arbeide, De maa støtte. Jeg har opgivet Tanken om at holde Forelæsninger i denne Sæson. Først en Position. Jeg vil helst være sikker. Jeg har betydeligt mistet Smagen for Vovestykker.

Erindrer De, De en Gang, da »Fædra« var udkommet sagde til mig: »Jeg sætter ikke Pris paa denne Ellen ‒ hun véd kun af ét, af Kærligheden ‒ og Kærligheden (saadan sét) er kun en meget lille Del af Livet.«

Jeg skreg op. Men De havde Ret.

Ensom Vei mellem fremmede har lært mig det. Livet bestaar af saare mange Ting ‒ men har kun én Guddom, som ikke svigter: Arbeidet.

Jeg har altid været flittig. Nu tror jeg, jeg er en Arbeider.

Jeg vil haabe derigennem at naa saavidt, at jeg en Dag kan male sandt de stakkels Mennesker. Medlidenhedens Aand vil diktere mig Ordene.

Den Bog, jeg skriver paa ‒ er hint Sujet, De kender, det uskyldige, om Stationsforstanderens KoneN. De sagde en Gang, at det vist blev sentimentalt. Aa-nei ‒ Livets egen Galgenhumor vil flette sig forfriskende om Emnet.

Jeg slutter. Jeg har skrevet til Dem. Deres Mand læser ikke lange Breve. Har De Afslag paa min Bøn ‒ da skriv ikke. Det vil være nok ikke at svare. Et hurtigt Svar vil være en Velgerning.

Et glædeligt Nytaar til Dem alle. Oftere end man véd, er mine Tanker paa gamle Veie, hvor tomme Reder nu hænger i bladløse Træer. Det var dog der en Gang Sommer og Ungdom med Forhaabningers Fuglesang.

Tænk nu ‒ naar De har læst dette, ikke paa mine Feil, men paa mit Arbeide, ikke paa mine Svagheder, men paa min Kraft, og bed Deres Mand lette mig de første Skridt paa denne Vei.

Deres

Herman Bang.

Hotel Askanischer Hof.

Königsgrätzer-StrasseA 21.

(Jeg tilføier, at jeg boer paa 4 Sal)