[1886. 18. januar], mandag. Meiningen

Meiningen. Mandag.

Min kære Ven.

Først og fremmest, Peter, et lykkeligt AarN. Husker du ifjor, ude paa "Dagmar", Aftenen før din FødselsdagN? Vi talte om din Fremtid, og du sagde: Husk nu, at hvis jeg intet faar skrevet – da er det let forklarligt. Jeg maa vie dette Aar til Bladet.

Nu er Aaret omme. Og som Mefisto kom til Faust kommer jeg og melder: Fristen ommeN.

Det er mit Ønske, at du ialfald i Aaret, som kommer, maa faa udrettet meget. Og forresten være sund og rask, min Ven, og glad saa lala – ja, du véd det, jeg ønsker dig det bedste.

Og vid en Ting: vi er altfor tilbøielige til at sige: Naa ja – der er endnu Tid – og saa udretter vi ti Ting, som egenlig er overflødige, og ikke den ene, som vi egenlig helst vilde.

"For til den er der Tid". Men Livet, som kun er Ungdommen, er uendelig kort, og Aarene er hastigt rindende. Skæbnesvanger nær er for os den Dag, hvor vi ikke mer ser fremad – men maa sé tilbage paa, hvad vi ikke naaede.

– Naa, ja – jeg sidder altsaa i Meiningen. "Begivenheden" er ad Telegrafens Traade spredt over Verden. Fra Literaturhistorien, fra KulturhistorienA (hvor jeg vistnok egenlig nærmest hører hjemme) er jeg – og vedbliver, som min Ven Karl G. vil sige, at være Dilettant – traadt over i Verdenshistorien. "Begivenhederne" elsker mig: Kristiansborg-Slot brændteN for at jeg ved udvist Bravur kunde forberede min Kristiania-Reise og Turné.

Nu udvises jeg for med ét Slag at blive kendt i Tyskland. Regeringen – hver Gang jeg skriver saadan et Ord, ler jeg jo indvendig – har gjort mig den Tjeneste ikke at optrykke hin Artikel – saa foreløbig er Udvisningen en Reklame. Nu maa jeg kun forlange det yderste af mig selv for at gøre mig saa værdig til den som mulig.

Sikkert har du, kære Don, revet dig aandeligt i Haaret adskillige Gange, mens du læste min Artikel til "Politiken"N. Men jeg vilde nu skrive saaledes og tror det klogt. Her kan kun gaaes frem efter Formlen: Cedendo vincimusN. Var mine Evner større – aa, na' – hvad her da skulde blive udrettet for os alle og for det stakkels lille Land hjemme.

Synes du, det lader, som jeg er i godt Humør? Men ja – i dette Brev. Det hænder jo, at jeg en Aften gaar lidt hovedkulds i Seng – "for at ligge og tænke paa ret mange sørgelige Ting", og at jeg finder Tilværelsen saa temmelig "lilla". Men det hører ikke hjemme i et Lykønskningsbrev.

Et lykkeligt Aar – og bevar mig, min Ven, langt borte altid dit Venskab. Du ved, at det helt stille er mit bedste Eie i et fattigt Liv. Hvalpen hilse du, og drikker I et Glas sammen den 20 da tænk paa En, som vil tænke meget, meget paa dig.

Herman.

NB.A Hvis dine Øine skulde falde paa "Tageblattes" "Indiskrete Briefe" vil du genkende – visse Historier. For Guds Skyld – ren Mund.