1886. 20. januar [onsdag]. [Meiningen]

Endnu den 20.1.86.

Naar du nu tænker dig – Don – i dette siste Brev, 12 Nat er jeg naaet saa vidt, at jeg, efter at have drukket din Skaal tvivler om, at – det erA overhovedet er din Fødselsdag den 20! Jeg tror nu 22! Isaafald faar du vist dette paa "Dagen".

Jeg har efter et langt Dagsarbeide atter læst dit Brev. Hvor du har Ret – og hvor det er sørgeligt. Ikke, at min Skæbne under en fremmed Regering er som en Draabe i Havet hjemme – men at Tilstanden derhjemme er blevet saadan. Det er en Rædsel, min Ven. Og jeg, som offenlig maa være saa forsigtig, kan privat sige dig (det er jo nu én Gang min Skæbne at "opleve" og i mange bevægede Momenter at trænge temmelig dybt ind i Tingene) at Tyskland sidder med udstrakt Haand mod dette stakkels arme Land med sine ForsvarshylN. Man vil ikke taale det. –

Ser du, jeg vil ikke undskylde den tyske Vilkaarlighed – men Geniet, som styrer her, blænder mig, som det blænder al Ungdom hernede. De store Ideer, Frihedens og hvad ved jeg, der er her de slidte Mønter, som den ældre Generation krammer om som om Penge, der har tabt Kurs og som ingen vil tage – men den Stor-Mand, som puster hver Dag praktisk Liv i Tysklands uhyre Legeme – den Mand lever. Og selv jeg, som for lange Tider sidder i en Krog som en knust, bøier mig, ti jeg har for meget Slægtskab med "Geniet" til at kunne hade den, som eier det.

Men nok om det.

Det er græsseligt, græsseligt derhjemme. Mit Hjerte krymper sig bogstavelig sammen ved at tænke derpaa. Og alt saa hurtigt, saa uhjælpeligt rivende. Og hvorlangt skal det gaa? Hvorfor fra Eders Side denne LeirhistorieN er ført saa langt – ti kendte I virkelig ikke Manden – véd jeg nu ikke. Sørgeligt er det, som det er.

Jeg talte med Attachéen i Berlin om Bergs DomN.

– Ja, sagde jeg, Høirebladene beklager Fædrelandets Skam, at dets Folketing har en saadan Formand.

– Naa, sagde saa den unge ReventlowN – Tingen er nok den: man havde svært frygtet, at han ikke skulde blive dømt.

Ellers er alt her som hjemme. Den samme Vold, de samme Optrin i Parlamentet, de samme Vidnesager. Der er kun en Forskel. Her har de Styrende oprettet et Keiserrige og hedder Bismarck og MoltkeN.

Men ellers: Katolikernes SeirN; Monopoler i Industrien; Enevælden i Politiken. Ja – min Ven – de er blevet gamle og affældige, de store Frihedstanker, som Menneskeheden troede en evig Erobring, og Seklet slæber sig mod Graven gennem triste Ruiner.

I Frankrig, du, fortalte mig Reventlow, planter man Skov paa Agerjord – det betaler sig ikke mer at dyrke Jorden, og i mange Arrondissementer bliver Agre til Græsgange. Hele Landsbyer staar øde.

Det er faktisk. Reventlow kommer lige fra Paris, hvor han har studeret i det franske Ministerium i to Aar.

Le ikke over, at jeg beskæftiger mig med saa store Materier. Men undertiden – du véd, jeg har saadan Anfald – falder Menneskehedens Skæbne mig saadan for Brystet, at jeg ligger vaagen en hel Nat.

Her spilles Komedie – na'. Humbug!

Kunst i Tyskland er intet. Naar du er træt af Danmark, som kom herned. Der blev Brød til os begge nu – og Ry siden.

Altid din

Herman.

Jeg har nu ikke talt med et Menneske en Uge – tilgiv derfor min Skrive-Diarhé.