d. 25.1.86.
Kære Kammerraad.
For at De skal kunne forstaa min Opførsel, maa jeg sige Dem, at min første Handling, da jeg havde erfaret Sagens Sammenhæng hos Gesandten ‒ var at telegrafere til Bergen, at man under ingen Betingelse maatte udlevere noget Exemplar af det ulykkelige Blad.
Jeg haabede saaledes at have lokaliseret Ulykken, og naar jeg ikke talte til nogen ‒ end ikke til Dem ‒ handlede jeg ud fra dette Haab. Jeg vilde ingen konfundere i det første Øieblik og derved muligvis fordærve alt. Naar Artiklen i Afskrift eller sligt naaede til en eller anden, var det første Stød allerede ovre.
Saaledes ræsonnerede jeg. Men jeg skrev gentagende baade til Levysohn og til Hirsch, at jeg ikke ønskede, at nogen indlod sig paa Sagen. Jeg ønskede Taushed.
Jeg vilde ikke berede nogen Ubehageligheder. Derfor var det ogsaa, jeg talte om at skrive pseudonymt.
Hvis jeg har skadet nogen, gør det mig ondt. At jeg ikke kan fortsætte mine »Köpfe« er mig smerteligt ‒ ei alene for min Skyld. Det var paa det Felt, jeg kunde have udrettet meget i Tyskland.
De taler ‒ for at gaa frem i Orden ‒ dernæst om en Naadeansøgning til Keiseren. En saadan Handling vilde forblive resultatløs. Hvis jeg selv var Keiseren, vilde jeg ikke tilgive den Dreng, som saa ubesindigt har skrevet hine norske Dumheder ‒ før denne samme Dreng ved Arbeide havde vist, at han fortjente at tilgives.
Dernæst »Familienblatt«. Det er rigtigt, at jeg har modtaget Forskud. Jeg vilde allerede have skrevet Dem det til ‒ om jeg ei havde betragtet det som et Laan, jeg haabede at kunne tilbagestille de første Dage. Det havde kun været rimeligt, om mine nordiske Redaktioner ilfærdigt havde opgivet vort Mellemværende, da de maatte kunne fatte, hvor uheldig først Indretning i Berlin og siden Udvisning stillede mig.
Jeg sidder imidlertid uden Efterretninger fra disse Herrer.
Dr. Hirsch skrev mig til, om jeg hurtigst vilde sende »Officérsenken«. Jeg har omarbeidet den fire Gange nu ‒ for i den at nedlægge hele mit Talent. Idag skriver jeg den af.
Nu kommer vi til Fremtiden.
Om jeg strax skal forlade Tyskland eller blive her ‒ hvor det i for og sig er mig lidet lysteligt ‒ beror paa det Svar, jeg nu faar fra Dem og de Oplysninger, De giver mig.
Gaa til Hirsch strax og tal atter om Pseudonym. Men Stil og Personlighed i Kunsten er altfor lidet kendt, til at jeg ikke kunde leve meget længe pseudonymt. Min Serie ‒ til hvilken jeg har en ny Novelle: »Hendes Durchlaut« ‒ burde kunne gaa pseudonymt. Indbring strax ‒ at ikke en af Novellerne kommer paa med mit Navn ‒ dette til Schorer og Hirsch.
Er det dernæst umuligt at skaffe ligeledes pseudonyme Artikler om Teater frem i et berlinsk Dagblad?
Var det umuligt at skabe to Pseudonymer ‒ et kritisk og et for Noveller? ‒ Tal med Herold om dette . Artiklerne kunde jo fra Dem gaa gennem en Trediemand.
Hvad Forskuddet hos Schorer angaar, da skriver jeg idag til Finland ‒ til en Ven der ‒ strax at sende mig Penge.
Hvis De, kære Kammerraad tror, at Pseudonym er umuligt ‒ naar jeg ikke boer i Berlin, lader det sig jo lettest skjule ‒ da vil jeg blive i Tyskland og efter at have kæmpet til nu for at erhverve ét Navn, vil jeg kæmpe de syv Aar til for et Navn til.
Jeg tror, kære Kammerraad, at hvor vred De endnu er over min Ubesindighed ‒ saa holder De i Deres gamle Hjerte en Smule af mig. Jeg beder Dem nu undersøge og overtænke alvorligt. Deres Svar til mig vil være afgørende for lang Tid af mit Liv.
Tror De, at jeg vil kunne bo i Leipzig? Ogsaa paa det maa De svare mig. At forblive her er fordummende for mine Evner i Længden. Leipzig har store Fortrin. Gesandten sagde mig, at Regeringen ingen Skridt vilde gøre for at hindre mig fra at bo andetsteds i Tyskland.
Hvis De svarer mig: »pseudonym er svært, om ei umuligt; Efter min Mening er Deres Stilling i Tyskland umulig« ‒ da gaar jeg.
Mooren har feilet ‒ Mooren kan gaa.
Jeg tager da til Kristiania. I København er det mig umuligt at være. Man er der til det yderste oprørt over min Artikel i »Politiken«. Nuvel ‒ Artiklen er gennemtrængt af Smerten, jeg føler over at skulle forlade et Land, som efter min Mening er Fremtidens, som jeg beundrer, og som jeg maa forlade, fordi jeg har i et ulykkeligt Øieblik handlet som en dum Dreng.
Tro mig, jeg betaler dyrt min Feil.
Først og fremst sé i hvert Fald at faa mine Novelletter ‒ de i Serien ‒ trykt pseudonymt. Gaa strax til Hirsch.
Jeg venter nu, min kære Kammerraad, Deres Svar.
Og jeg handler af dyb Indskydelse, naar jeg beder Dem ialfald tilgive mig den Sorg og »Crève-coeur«, jeg har voldt Dem.
Deres
H. de B.
Jeg ‒ som sidder i et fremmed Land, i en fremmed By ‒ vilde ikke finde Leilighed til at forraade mit Pseudonym.