1886. 11. februar [torsdag]. Meiningen

Meiningen 11.2.86.

Kære Kammerraad.

Jeg glemte at skrive, at hvis de »indiskrete Breve« skal trykkes, maa jeg nødvendigvis læse Oversættelsen, for nu kan der altid være noget, som jeg ønsker ændre i siste Nu. Send mig derfor Oversættelsen. Giv fremdeles Levysohn den yderste Fuldmagt til at ændre o:s:v:

Har De sét »Indsigelsen« mod »Hamb. N.« i »Nationaltidenden«? Den er meget vigtig for mig. Tirsdag Morgen.

Hirsch skriver atter efter »derA Sohn der Witwe«. »Fratelli Bedini« roser han stærkt. »Serien« er bestemt. Hvorfor har han endnu ikke faaet »Enkens Søn«? De er da ikke syg, kære Kammerraad? Jeg er virkelig meget urolig over Dag efter Dag intet at høre fra Dem.

Om De tror, at man har sendt mig Penge ‒ tror De feil. Intet Spor af Sedler, Guld eller slig Forfængelighed.

»Berlineren« er færdig, men jeg maa skrive ham af iaften. Da sender jeg ham strax.

Skjules kan det ikke, at jeg er meget fortvivlet over udaf alt mit Skriveri ikke at have andet Udbytte end, at jeg en smuk Dag bliver smidt ud af mit Hotel. Jeg skriver en Korrespondance daglig ‒ og kalder Hertugen af Meiningen for genial, hvad han ogsaa er.

Med Fru von Hellburg er jeg traadt i Forbindelse.

To danske Blade har bedet mig om Manuskriptet til »die gnädige Frau«.

Ha-ha.

Har De tyve Mark at undvære, da send mig demA, kære Kammerraad, at jeg dog har til det nødvendigste. Jeg kan jo ikke faa Papir, Penne o:s:v: paa Kredit. De lader vel nu alle mine Sager gaa under »Bernhard Hoff«?

Lad mig dog høre fra Dem.

H. de B.

Jeg skriver paa saa fint Papir, fordi jeg ikke har andet!!! I fire Dage har jeg ikke været udenfor min Stue.