Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 18860215002

Brev fra Bang, Herman til Jonas, Emil

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 2353, folio. Blyantsnummer 390. Brev, 4 sider. Egenhændigt skrevet af Herman Bang.

Meiningen. 15.2.86.

Kære Kammerraad.

Jeg vilde strax have svaret paa Deres siste lange Brev, hvis ikke en fuldkommen Udmattelse havde holdt mig i Sengen to Dage.

Det er først Sagen Schorer-Hirsch. Kære Ven ‒ den Ting maa nu ordnes. Dr: H. skriver mig: nu begynder »Serien«. De siger: om fjorten Dage kommer »Frøkenen« og naturligvis udenfor »Serien«.

De maa imidlertid nu tale indgaaende med Schorer og sige ham:

1. at jeg har arbeidet med »Serien« for Øie. Derfor har jeg hidtil sendt ham ‒ for at kunne være i Forhaand ‒ alle mine Manuskripter, i al Fald alle de nye Novelletter.

2. At nu denne »Serie« maa blive til Alvor, for at vi dog en Gang kan komme i Gænge, og den gensidige Uvished efterhaanden kan ophøre.

3. At det ‒ hvis han ikke ønsker mit stadige, pseudonyme Medarbeiderskab ‒ da slet ikke vil krænke mig. Men jeg maa isaafald søge andetsteds hen med nogle af mine Ting.

4. Gør ham forklarlig, at en Serie ‒ ugenlig Serie ‒ altid imponerer Publikum. Nu kan han jo dog have en Mening om min Produktion og Produktionsevne, og køber sandelig ikke Katten i Sækken.

5. Tal dernæst ‒ hvis Dem saa synes ‒ om Nødvendigheden af at betale en saadan Serie paa særlig Vis.

Jeg beder Dem ret kraftigt at gribe Sagen an. Og det baade for min og for Deres Skyld. Serien er for os begge det faste.

Angaaende »Fædra« ‒ da var det ei Meningen, at den skulde i »Familienblatt«. Den maa udgives som Bog strax . Men Schorer har ogsaa Bøger paa Forlag.

Jeg er endnu meget svag. Saa jeg skriver ikke mere idag. Tak for de 20. Jeg haaber, De har faaet »Berlineren« og er tilfreds med den.

Deres hengivne

H. de B.

Jeg skriver selv et Brev til Schorer for at forberede Deres Samtale.

Tal dernæst om Afviklingen af Forskuddet og ordne det.